NYKØBING: Med 40 i feber og en urinvejsinfektion valgte Dorit Kristensen om aftenen mandag 18. marts at kontakte lægevagten. Hun blev modtaget på akutmodtagelsen på Sjællands Universitetshospital i Nykøbing og modtog i første omgang nogle tabletter, der skulle tage betændelsen.
Men da en prøve senere viste, at hun havde fået en bakterie ind i blodbanerne, måtte hun på en antibiotikabehandling. Hun tilbragte natten på en sengestue på sygehuset, men allerede tirsdag reagerede kroppen godt på behandlingen. I løbet af aftenen takkede hun derfor ja til at komme hjem - men stadig modtage behandling fire gange i døgnet af paramedicinere fra Falck, der kom forbi hendes hjem med antibiotika.
Dermed blev hun den første patient til at deltage i et helt nyt projekt kaldet "AcuCare". Et projekt, hvor udvalgte patienter modtager behandlingen i deres eget hjem frem for på sygehuset og flere gange dagligt monitoreres og tilses af specialuddannede paramedicinere.
Fakta
AcuCare er et samarbejde mellem Sjællands Universitetshospital i Nykøbing, Falck, Fiers (Region Sjællands erhvervsdrivende fond for sundhedsinnovation) og Roche Diagnostics, der udvikler digitale løsninger til sundhedsvæsenet.
Her monitoreres og behandles patienter i eget hjem, selvom sygehuset stadig har ansvaret for dem. Behandlingen i hjemmet udføres af specialuddannede paramedicinere fra Falck.
Dermed kan patienten undgå en sygehusindlæggelse på op til flere dage.
Projektet blev indledt i marts og løber frem til slutningen af 2025. Her vil det blive evalueret med henblik på eventuelt at fortsætte.
Udover at lade patienten fortsætte sit liv i hjemmet, skal projektet også frigøre ressourcer på sygehusets travle akutafdeling. Både i forhold til modtagelsen af patienter og antallet af sengedage.
Sygehuset i Nykøbing er det eneste danske sygehus, som tilbyder den mulighed, og det er dermed forbeholdt borgere og patienter i Guldborgsund, Lolland og Vordingborg Kommuner.
- Jeg følte mig helt tryg i de dage, hvor jeg opholdt mig hjemme. Jeg fik et direkte nummer, hvor jeg kunne ringe til læger på sygehuset, men det behøvede jeg faktisk ikke. Fire gange i døgnet kom personalet på aftalte tidspunkter og gav mig antibiotika. Samtidig målte de også mit blodtryk, nu hvor de var der. Og torsdag aften kunne jeg gå tilbage til pillerne. Jeg kan virkelig varmt anbefale det, siger hun, der nu er helt færdigbehandlet og udskrevet.
Det eneste af sin art
AcuCare er et samarbejde mellem Sjællands Universitetshospital i Nykøbing, Falck, Fiers (Region Sjællands erhvervsdrivende fond for sundhedsinnovation) og Roche Diagnostics, der udvikler digitale løsninger til sundhedsvæsenet.
I Danmark er det kun patienter i Guldborgsund, Lolland og Vordingborg Kommuner, der har mulighed for at benytte sig af tilbuddet - og det er heller ikke alle, der endnu kan godkendes til det, forklarer cheflæge på akutafdelingen, John Sitarz.
For selvom politikere og sygehusledelse gerne ser projektet udfolde sig til et helt almindeligt tilbud i sundhedsvæsenet, så er det fortsat et projekt, understreger han.
- Patientsikkerheden er det allervigtigste, og lige nu arbejder vi stadig med patienter, der blot er lidt syge, og som har lavet samtykkeerklæringer. Alt skal være i orden, før vi inddrager dem i projektet. Men de fleste ville faktisk gerne hjem under indlæggelsen, så det har ikke været svært at få dem med, siger han.
Læs mere om projektet i Folketidende fredag.