Forsøg på menneskesmugling afsløret i Gedser i går.
En 16-årig dreng fra Marokko og en 27-årig mand fra Syrien blev begge anholdt, da politiet i går ved 17.30-tiden foretog en såkaldt indrejsekontrol i en bus fra Berlin, der netop var rullet i land fra færgen i Gedser.
Den 16-årige forsøgte ifølge politiet at skjule sig mellem en væg og et ryglæn, men blev opdaget. Det viste sig, at han ikke havde nogen gyldig rejselegitimation, og han blev derfor anholdt og sigtet for ulovligt ophold.
Politifolkene fandt i forbindelse med deres undersøgelse i bussen frem til, at den 16-årige rejste sammen med en 27-årig syrisk mand, og han blev derfor også anholdt og sigtet for menneskesmugling, fremgår det af politiets døgnrapport.