84-årig forlod ældrecenter fredag aften ved 19-tiden uden overtøj.
Politi med hunde og en helikopter med varmesøgende kamera blev fredag aften sat ind i eftersøgningen af en 84-årig mand.
Manden, der bor på Sandby Ældrecenter på Vestlolland, forlod plejeboligerne ved 19-tiden, og da han ikke kom tilbage, blev politiet alarmeret, og der blev sat en eftersøgning i gang.
Der var både sat hundepatruljer ind og en helikopter med varmesøgende kamera i luften for at lede efter den 84-årige, der ikke havde overtøj på.
Det blev helikopteren, der fandt manden ved cirka 01-tiden. Han var lettere forkommen og blev kørt på sygehus til tjek, men har det fint i dag.
Hvor langt væk den 84-årige nåede, fremgår ikke af politiets døgnrapport.