De to mænd, der mistænkes for at stå bag røveriet i guldsmeden Tid og Stil i Jernbanegade i Nykøbing tirsdag formiddag, fremstilles onsdag morgen i grundlovsforhør.
Den ene mand, der blev civilt anholdt i Nykøbing, kommer ifølge politiet fra byen. Den anden blev anholdt på sin bopæl i Vordingborg. Her blev også to andre mænd truffet. Endnu kan politiet ikke oplyse, om også de vil blive fremstillet.
- Det afhænger af vores efterforskning og afhøringer, siger Tom Ahlqvist fra lokalpolitiet i Nykøbing.
Det er fortsat politiets teori, at der er en tredje mand på fri fod. Ifølge Tom Ahlqvist har man også forhåbninger om, at de efterladte genstande, som politiet har fundet, kan lede dem på sporet af ham.