En klynge fiskeskure var i weekenden udsat for indbrud. Politiet hører gerne fra vidner.
Indbrudstyve har været særdeles aktive i weekenden, hvor en klynge fiskeskure på Norvej i Majbølle syd for Guldborg på Lolland er blevet brudt ind i, det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Der er tale om i alt 11 fiskeskure. Indbruddene er sket mellem lørdag middag og søndag formiddag.
Der blev blandt andet stjålet forskelligt værktøj, påhængsmotorer, ekkolod og kontanter fra skurerne.
Politiet hører gerne fra vidner, der har set nogen mistænkelige personer i området. Politiet kan kontaktes på 114.