Et tip til politiet afslørede en mængde kokain på en adresse i Stubbekøbing. Også en sabel og en peberspray var dér.
En 32-årig mand fra Stubbekøbing er blevet sigtet for salg af narkotika. Det skete efter, at politiets specialpatrulje mandag morgen havde ransaget mandens bolig i Stubbekøbing. Her bor den 32-årige mand sammen med en 32-årig kvinde.
På adressen fandt betjentene en vægt, cirka 30 gram kokain, en peberspray og en sabel. Derefter blev manden sigtet for salg af stoffer.
Hos den 32-årig kvinde fandt politiet et halvt gram kokain, og derfor blev hun sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer.