Anmeldelse om tumult i en lejlighed på Lolland førte mandag til, at politiet anholdte to for forsøg på manddrab.
Politiet blev mandag klokken 18.53 kaldt til en lejlighed i Nakskov, hvor der havde været noget tumult.
Døren var sparket ind til lejligheden, og den 25-årige beboer blev overfaldet af en bekendt, som stak ud efter ham med en grillkniv.
Det lykkedes den 25-årige at værge for sig med pude og kom derfor ikke noget til, mens gerningsmanden fik et snitsår i den ene arm.
Da politiet få minutter efter ankom til lejligheden, blev en 43-årig mand fra Nakskov anholdt sammen med en 32-årig kvinde, han var i selskab med.
De er begge sigtet for forsøg på manddrab og blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de nu bliver afhørt om hændelsesforløbet.