Personale overså museumsgæster.
En engelsk familie fik i går Stiftsmuseet Maribo helt for sig selv, da museet lukkede klokken 16.
Da familien ville forlade museet, kunne den nemlig konstatere, at dørene var låst og personalet var væk. Derfor måtte familien ringe 1-1-2 og bede om at blive lukket ud igen.
Personalet på museet troede tilsyneladende, at alle gæster var gået, da klokken havde passeret lukketid men den engelske familie, bestående af far, mor og en lille datter, gik altså stadig rundt og kiggede på udstillingen.
Det blev dog kun til cirka en halv times forlænget museumskiggeri, inden en vagtmand kom forbi på sin daglige runde og fik lukket familien ud.