En flok teenagedrenge jagtede mig hen ad Slotsbryggen. Jeg satte farten op, mens min hund kiggede uforstående op på mig og bevægede poterne lidt hurtigere. Drengene satte også farten op.
”Dér er den”, råbte en af drengene med et let knæk i stemmen. Jeg vendte mig om og bemærkede, at de var standset brat op. Fastgjorte til deres mobile enheder, små strøg på touchskærmen.
”Jeg fik den,” råbte en af de andre.
Jeg gik videre i et roligere hundelufter-tempo. De var heldigvis hverken forbrydere eller havde forvekslet mig eller min hund med et lille, farverigt monster, der skulle fanges på mobilen – en Pokémon.
Efter turen sværgede jeg, at jeg aldrig ville have noget at gøre med Pokémon-dillen. Den var barnlig, for ikke at sige åndssvag. Man ville blive afhængig. Og værst, man ville ikke se de smukke omgivelser, naturen og menneskene, som man mødte på sin vej.
Der skulle kun gå et par dage, før jeg fandt ud af, at jeg havde taget så grueligt fejl. Min mor kom til eftermiddagskaffe og spurgte, som om det var et nyt euforiserende stof, om jeg havde prøvet dét der Pokémon.
”Nej”, svarede jeg med foragt i stemmen.
Inden jeg nåede at sige mere, spurgte min mor forsonende: ”Skulle vi så ikke prøve det?”
Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jeg kunne jo faktisk ikke tale med om den nye dille. Det værste, der kunne ske, var, at spillet bekræftede alle mine fordomme, og så kunne jeg bare slette app’en igen. Vi downloadede, oprettede os og gjorde os klar til at spille. Allerede få minutter senere havde vi et godt grin og et fællesskab om et fantasy-univers, der umiddelbart hverken appellerer til min mor eller mig.
”Nej, der sidder en pokémon på din kaffekop,” sagde min mor. ”Sid stille.”
”Hihi,” fnisede jeg, ”min pokémon piller dig i næsen.”
Og så var det ellers på med skoene, hundene i snor og så på jagt.
Pokémon-dillen er et spil som så mange andre. Et spil, man kan blive afhængig af. Et spil, man kan forveksle med virkeligheden. Men spil skaber også sammenhold, åbner nye horisonter og skaber ny kreativitet.
På vores vej ved Guldborgsund Hovedbibliotek blev vi en del af en større gruppe Pokémon-jægere. En lille snak med de forbipasserende, der delte samme interesse som os.
Nede ved broen var et blåt ikon på vores skærm, et Pokéstop. Vi klikkede på skærmen, hvor der tonede et billede frem af skulpturen Gry. Jeg er mange gange gået forbi Gry og havde bemærket hendes årstal (1945), men på denne tur var det første gang, at jeg rigtigt så på hende. Så på hendes former, på hendes budskab, på hendes navn. Hvor var det smukt. Hundene hev i snorene, de ville videre. Ja, man skulle næsten tro, at det var dem, der var på jagt efter små, mærkelige monstre.
Det specielle ved Pokémon-dillen er, at man er en brik i sit eget spil. Det handler om at komme ud og bevæge sig frem for at sidde derhjemme i sin egen spilleboble. Ved siden af dillens negative historier om færden på privat grund, på byggepladser og blandt flyene i Københavns Lufthavn, er de positive historier om autister, der gennem spillet kan overkomme en del af deres angst og træde ud i samfundet til os andre. Hvem ved, måske er Pokémon-spillet for dem bare et skridt på vejen mod et nyt liv blandt andre mennesker?
I Pokémon-spillet er man sin egen herre, og man kan gå derhen, man har lyst. Men dillen har også gjort mig opmærksom på nye veje, nye stier, nye områder. Jeg stopper ved Pokéstops – stop, jeg har bemærket tidligere, men aldrig gjort holdt ved, fordi de med vanens magt går i ét med resten af gadebilledet. Når jeg er kommet et godt stykke væk hjemmefra, slukker jeg spillet og nyder det nye, jeg ser.
Som spiller handler det bare om at sige til sig selv, at Pokémon blot er et spil. Selvom man er brikken på sit eget spillebræt, er man samtidig et menneske med et liv, som man skal nyde og passe på. Ligesom med alle andre fristelser i vores verden – smøger, slik, sprut og spil – handler det om at bruge sin sunde fornuft. Alt med måde. Kan man ikke det, er det ikke spillets skyld, men derimod ens egen.
Nå, kære læser, jeg må slutte her. Ikke fordi jeg skal ud at jagte endnu et animeret monster, men fordi jeg er ved at lære min hund et nyt kodesprog. Jeg spørger nemlig ikke længere, om min hund skal tisse, men siger i stedet: ”Vil du med ud for at fange en pokémon?”
Uforstående logrer hun med halen og er klar til at hjælpe mig med jagten på fugle og mus, der ikke eksisterer i hendes verden. Men i dag tror jeg bare, at vi skal prøve en af vores nye ruter, nyde Guldborgsund og sommersolen gennem alle vores sanser og lade det mobile filter blive derhjemme.