Den "perfekte" undskyldning

”Ja, mine damer og herrer,” siger kursuslederen, ”så er klokken hel. Velkommen til sidste kursusgang, og tak til dem af jer, der har afleveret den afsluttende opgave. Jeg forstår dog ikke, hvorfor det kun er en tredjedel af jer, der har afleveret. Kan I forklare mig det?”

Kære læser. Som du sikkert har bemærket, har jeg ikke været så aktiv hér på bloggen på det sidste. En af årsagerne er, at jeg har været på kursus, hvor jeg skulle lære at bruge nogle nye teknikker. I denne uge afsluttede jeg kurset. Vi startede 16 på holdet og sluttede 10. Det mindede mig om børnesangen om de små cyklister, da jeg sad i klasselokalet og talte på mine fingre. Nu skulle vi til at svede over, at kun fem af os havde afleveret den afsluttende opgave.

Kursuslederen tog en runde blandt dem, der ikke havde afleveret, og det var den samme historie, der gik igen: For lidt tid og for meget arbejde til, at man kunne lave det perfekte produkt, man havde i tankerne.

Sveden i mine håndflader begyndte at fordampe. Jeg tænkte på de små skønhedsfejl i min opgave. Jeg så kurset som en værktøjskasse og en inspiration til det, jeg nu først rigtigt skal til at bruge i praksis. Jeg har altid været overbevist om, at øvelse gør mester, og gode resultater kræver tid og hårdt arbejde.

Men, kære læser, jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, hvordan ”det perfekte” blev brugt som en undskyldning for ikke at aflevere og hoppe over, hvor gærdet er lavest. Forestillingen om ”det perfekte” var en undskyldning for ikke at lære, ikke at udvikle sig, ikke at få kritik og ikke at lytte til andre.

Dén ”perfekte” undskyldning fik mine tanker til at flyve: Vi lever i en nulfejlskultur, hvor det mindste skridt ved siden af ”det perfekte” bliver foragtet. Man skal være perfekt i skolen og på uddannelsen. Man skal være perfekt i parforholdet og i familielivet. Man skal have en sund livsstil. Og hvis overkroppen er tonet, og taljen er som et timeglas, så er det bare prikken over i’et.

Nulfejlskulturen har gjort os lukkede over for kritik fra andre. Dermed er nulfejlskulturen også blevet en hæmsko for vores egen udvikling. Men ingen er fuldkommen. Når man ikke tør hoppe ud på dybt vand med risiko for at fejle, kan man aldrig komme til at lære af sine fejl eller få inspiration til at gøre det bedre eller anderledes.

De fleste af de andre kursister var i forældregenerationen, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan de mon giver nulfejlskulturen videre til deres børn. Giver de deres børn lov til ikke at aflevere blækregningen, bare fordi der muligvis er fejl i den? Mener de, at deres børn kun skal aflevere en tysk stil, hvis den er til UG med kryds og slange?

Da min opgave blev hevet frem i klasseværelset, var det især dem, der ikke havde afleveret deres opgave, der belærte mig om, at de ville have gjort det på en anden måde. Tomme tønder buldrer mest. Jeg noterede de fleste af pointerne, og jeg glædede mig til at komme hjem og finpudse mit nyopfundne koncept.

Da jeg forlod kursusstedet, besluttede jeg, at jeg ville gøre op med den ”perfekte” undskyldning. Den undskyldning, der bliver brugt, når man ikke lever op til idealet. For lidt tid, for meget arbejde. Men det er efterhånden et vilkår for os alle, at der er for lidt tid til for mange opgaver, og det er blevet en ”perfekt” undskyldning for ikke at gøre vores pligter. Devisen er, at man ikke behøver at lave pligterne, hvis ikke man kan gøre det til perfektion. I sidste ende fører det os dog ud af en blind vej mod nulfejlskulturen, hvor alle vil være perfekte, men ingen lytter til hinanden for at forbedre sig.

At stræbe efter det perfekte er ikke det samme som at være bange for at lave fejl. Så lad os da endelig stræbe og gøre vores bedste, men lad os være bevidste om, at det er gennem fejl, at vi lærer og bliver bedre.

For som bekendt, kære læser, hvo intet vover, intet vinder.