Det var en ordre fra præsidenten

Jeg var 19 år gammel og lige flyttet til den nordfranske by, Lille, for at læse kønshistorie. Det var få dage efter, at Lors Doukaiev havde detoneret bomben på Hotel Jørgensen, og den mindste mistænkelige handling i det franske gadebillede fik truslerne frem i mine tanker - sikkert fordi jeg var så langt hjemmefra. Jeg havde gået på universitetet i omtrent en måned, var begyndt at falde til, få franske venner og forstå næsten halvdelen af de franske forelæsninger, da det mistænkelige en dag skete lige for øjnene af mig.

Midt i en forelæsning blev min koncentration afbrudt af et mindre brag, hvorefter al strømmen i lokalet gik. Professorinden, der insisterede på at blive kaldt hunkønsformen ”la professeuse”, selvom den ikke findes i fransk retskrivning, stoppede sin talestrøm. De franske studerende stoppede med at stenografere professorindens ord. Fyldepennenes knitren mod papiret blev afløst af hvisken og uro. Hvad var det?

Professorinden prøvede at gå videre med sin forelæsning om portrætteringen af kvindekroppen gennem tiderne, men opmærksomheden var for længst forsvundet. Døren til lokalet gik op, og ind trådte en ældre studerende, der på militaristisk vis råbte: ”Alle skal forlade universitetets bygninger. Det er en ordre fra præsidenten.”

Fyldepenne og blokke blev hurtigt pakket væk, og jeg syntes at kunne ane en snært af skepsis eller usikkerhed i professorindens blik. Ude på gangen var der et mylder, der søgte ud af bygningen. En gruppe småløb. Som en kæde holdt jeg mine nye franske veninder i hånden i håb om at blive sammen med dem, mens jeg overvejede at sende en besked hjem til min familie i Danmark. Min familie måtte vel have læst noget på internettet eller hørt noget i nyhederne om attentatet i Nordfrankrig.

Mylderet blev til desperation på universitetspladsen. Metroen kørte eftersigende ikke. De studerende kunne vælge at blive på universitetets område, eller de kunne begynde at gå de 10 km mod byens centrum. Hvad mon der var sikrest? At blive eller at tage af sted? Vi skulle forlade universitetet, det var præsidentens ord. Jeg tog aktion.

”Jeg er kørt herud i bil i dag, så jeg kan køre os hen til et sted, der er sikkert.”

Mine franske veninder kiggede skeptisk på mig, mens jeg overvejede, hvilket af udsagnsordene jeg havde bøjet forkert.

”Tak, Louise, det er sødt af dig. Hvis du bare kan sætte os af på centralstationen, ville det være fint.”

Centralstationen? Okay, det var nok det mindst sikre sted, men jeg spændte sikkerhedsselen og trøstede mig med, at jeg havde fulgt den franske præsidents ordre og var sammen med nogle flinke indfødte. Det skulle nok gå.

Fransk trafik er et kapitel for sig selv. De mange biler på vejene, værre end normalt, var for mig et tegn på det kaos, der følger i kølvandet på et attentat. Pigerne var helt stille i bilen. Det lignede dem ikke. De sms’ede bare. Måske skulle jeg have sendt en besked til min familie. Stadig i tavshed ankom vi til centralstationen. Byen lignede sig selv.

”Tak for turen, Louise,” sagde de i munden på hinanden, mens de steg ud af bilen.

”Det var så lidt, men… Ved I, hvad der egentlig var sket?”

”Sket?” spurgte den rødhårede pige og stak hovedet ind gennem det nedrullede vindue.

”Ja,” svarede jeg, ”vi blev jo bedt om at forlade forelæsningen. Universitetet skulle evakueres. Det var jo en ordre fra Frankrigs præsident.”

”Nå…,” svarede pigen og svingede med sit røde, lange hår. ”Det var bare en øvelse, og præsidenten er ikke Frankrigs præsident, men chefen for universitetet. Vi ses i morgen!”

Flot. Præsident betød også rektor, og jeg havde lige gjort mig skyldig i pjækkeri og opfordret tre franske piger til at gøre det samme. Flot, Louise.

I dag trækker jeg bare på smilebåndet over min lille sprogfadæse, men ser den også i et mere alvorligt skær. Selvom det kun er seks år siden, jeg troede, jeg var havnet i attentatets øje, føles det som en helt anden verden.

Nu går vi konstant rundt i attentatets øje, fordi usikkerhed og utryghed fylder os, om det bare er en shoppetur til København, en ferierejse til Nice eller Tyrkiet, en musikfestival i en sydtysk by eller en forretningsrejse til Bruxelles. Vi er blevet sårbare og kan ikke længere vide os sikre noget sted.

Samtidig tænker jeg på den udvikling, vi har været vidner gennem de seneste par år. En udvikling, hvor øvelser af denne slags er blevet vigtigere end nogensinde før i troen på, at de nytter, når attentatet en dag virkelig finder sted. En udvikling, hvor de sociale medier i løbet af nul komma fem kan berette om op og ned i en attentathistorie. En udvikling, hvor hashtags hjælper os til at søge ly og åbne døre for fremmede mennesker, når der er brug for det. En udvikling, hvor man via et klik på Facebook kan fortælle familie og venner, at man er i sikkerhed.

På trods af usikkerheden og splittelsen, som vi oplever i vores samfund, finder jeg trøst i de teknologiske midler og det stærke fællesskab, som nu for alvor kommer op til overfladen i de europæiske samfund. Vi er fremmede for hinanden, men alligevel står vi klar til at hjælpe. Det er godhed, ja, måske ligefrem næstekærlighed.

På trods af vores sårbarhed er vi stærke. Og denne styrke siger mig, at vi som samfund nok skal overkomme de gruopvækkende udfordringer, som vi står overfor.