I nat fik 66.439 unge tilbudt en plads på en videregående uddannelse i Danmark - heraf 363 på Lolland-Falster. Ragnarok på boligmarkedet i de større byer er allerede brudt ud. Situationen er værre end sidste år. Dels optages der 2000 flere studerende i år, dels er boligmarkedet i universitetsbyerne endnu mere presset. Det er efterhånden blevet helt normalt at unge må starte studierne med at sove på gulvet i vennernes klubværelse, betale store summer under bordet, stuves sammen i en campinghytte langt fra universitetet eller i en uinspirerende betonforstad - hvis man da ikke lige er så priviligeret at farmand smider et par millioner efter en andelslejlighed på Østerbro. Det er trist at et højtudviklet land som Danmark, der blandt andet skal leve af viden og innovation i fremtiden, ikke magter at håndtere de unges boligsituation mere elegant.
Tiden er måske moden til at overveje om det overhovedet er de unge som landet skal tvangsflytte, eller om man istedet skulle flytte nogle af uddannelserne ud i virkeligheden, der hvor det måtte være relevant og give mening. Det kunne der være ganske god økonomi og perspektiv i. Nogle universiteter har allerede afdelinger udenfor de større byer - men perspektivet er langt større - eksempelvis indenfor fødevarer, miljø og klimateknologi på Lolland-Falster. Den største barriere er imidlertid den sejlivede myte om, at unge kun vil bo på Regensen i Krystalgade midt i hjertet af København med rundetårn og det pulserende caféliv som nærmeste nabo. For det første er det forkert - for det andet har landet ikke godt af det. Men hvis vi skal være lidt imødekommende og gå ind på den præmis, at 95% af ALLE unge kun vil være midt i de større byer - så bliver det alligevel et ganske interessant regnestykke. I Danmark er der 155.000 studerende på videregående uddannelser i de større byer. Hvis kun 5% af disse kan se sig selv i en videregående uddannelse i provinsen - så er det trods alt 7750 studerende. Prøv lige at tænk over hvad 1000 nye studerende kan gøre ved en provinsby - og hvad det vil betyde for 8 danske provinsbyer - Maribo, Nakskov, Nykøbing Falster, Faaborg, Tønder, Ribe, Thisted og Nexø.
Hvad er det så vi som lokalsamfund kan tilbyde samfundet og de unge?. I en by som Nakskov er der fine etagemetre i smuk arkitektur, der er ledige til at tage imod et institut - og masser af boliger som uden ombygning, kan omdannes til inspirerende boligformer for unge. Sammenligner vi med prisen for et kollegieværelse i et uinspirerende betonbyggeri i en ligeså intetsigende bydel i Københavns vestegn - så bliver regnestykket ret interessant. For samme månedlige husleje kan de unge nemlig købe en smuk Ørnsholtvilla med en hyggelig gammel have med frugttræer. Prisen indbefatter bolig til 4-5 unge, og der er stadig rigeligt med plads til at invitere alle vennerne til fest fredag og lørdag aften - og luft i budgettet til en månedlig tur til Bordershoppen. Det er en udbredt myte, at der ikke sker en skid for de unge i en dødsyg provinsby. Livet er imidlertid noget de unge selv bringer med sig - hvad der jo netop er pointen og perspektivet for en provinsby. Det er jo ikke byen der er dødsyg. Det er os der bor i den som med årene ikke har lagt mærke til, at vi er ved at blive lidt halvkedelige. Når først man lukker 1000 studerende ind i en provinsby, så bliver der langet masser af latte over disken. Det kan man eksempelvis opleve i en by som Svendborg med mange studerende i byens maritime uddannelser.
Jeg har oplevet et overbevisende eksempel i et Japansk landdistrikt, som med lidt god vilje kan sammenlignes med Lolland. Tokomo Nielsen, der er journalist, født i Japan og bosat på Lolland, inviterede mig på besøg på Tsudu Universitetet, der har specialiseret sig i miljø, klima og naturforvaltning. Kommunen har nogenlunde samme størrelse som Lolland - geografisk og befolkningsmæssigt. En forholdsvis nybygget folkeskole havde den udfordring, at udviklingen ikke kunne levere elever til den. Driftige lokale kræfter fik genbrugt bygningerne til det, der idag er Tsudu Universitetet. Det var meget inspirererende at se hvordan de studerende prægede byen. Der var unge mennesker overalt i bybilledet, og rundt omkring i byen kunne man se hvordan de lokale forhold blev brugt kreativt til forskning, undervisning og udvikling.
Det kan man naturligvis også gøre i Danmark i større udstrækning - hvis man vil. Man skal bare ikke bruge de unge som undskyldning for at lade være. Jeg er sikker på at Louise, der i en længere periode har overnattet på gulvet i sin venindes klubværelse i Høje Taastrup og cyklet de 18 kilometer til Landbohøjskolen på Frederiksberg - er åben overfor andre livsformer - også på Lolland, hvor hun er vokset op. Der er jo ikke nogen der siger at det nødvendigvis er hele uddannelsesforløb der skal rykkes til provinsen. Det kan også være et semester eller to, der kan bidrage til at tage trykket af de unges håbløse boligsituation i byerne. Samtidig pumpes der byliv og økonomi ind i provinsbyer, altimens de studerende beriges med studierelevant inspiration - hvis ellers samfundet indretter mulighederne i studieforløb mere begavet. Indtil videre er fordommene den uoverstigelige barriere - ikke bare i universitetsverdenen, men også lokalt på Lolland-Falster.
Om ganske få år ændres Danmarkskortet når den nye Storstrømsbro åbner for en rejsetid fra Lolland-Falster til Københavns Hovedbanegård, som er den samme som Louises cykeltur fra Høje Taastrup til Landbohøjskolen. Man må håbe at den nye infrastruktur bidrager til en helt ny lokal selvforståelse, der også favner nye oplagte muligheder for den opblomstrende ungdom.