Spotlyset ramte min hånd, og jeg mærkede varmen fra scenen strømme igennem hele min krop. Menneskehavet bag mig – en flok skrigende teenagepiger ligesom mig selv – pressede sig frem for at komme tættere på. Jeg var endt i en ret akavet stilling på det yderste af tåspidserne med den ene hånd rakt op mod scenen i håb om at få en enkelt high-five af popstjernen. I et splitsekund var det som om, at presset bagfra blev større. Mine fødder gav efter i et lille hop. Popstjernens hånd rørte ved min. Et uforglemmeligt øjeblik.
Ak ja, kære læser, hermed et teenageminde fra dengang, hvor en popstjerne kunne forblænde mit lillepigehjerte, som kun spottene i dag kan blænde mine voksne øjne. Jeg har nok været 12 eller 13 år gammel. Jeg havde glædet mig i flere måneder til koncerten, og jeg var mere end lykkelig, da det lykkedes for mig at komme helt op foran scenen. Så tæt på…
Mit minde bliver fremkaldt på min nethinde, da jeg i går aftes ser melodi grand prix, hvor tilskuerne står med deres hævede, lysende smartphones og ser showet gennem skærmens filter. De foreviger øjeblikket i en digital hukommelse i en virtuel sky. I deres egen hukommelse ligger mindet om smartphonen med en lysende, rød prik: Optager.
Okay, kære læser, i dag er jeg ikke selv for hellig til at tage et billede eller optage en video, når min fornemmelse siger mig, at jeg er vidne til et uforglemmeligt øjeblik. Men er vi i vores moderne samfund nået derud, hvor afhængigheden af den lysende skærm gør, at vi ikke længere oplever øjeblikket gennem vores sanser? Lyden fra den skrattende højtaler? Øjenkontakten med popstjernen, der kommer tættere på? Den tunge lugt af publikums sved blandet med røg og teknik? Berøringen fra popstjernens hånd? Har teknologien og mulighederne i det sanselige univers gjort os til sansemæssige krøblinge?
Jeg kommer til at tænke på dagen efter min teenagekoncert, hvor min største drøm (på det tidspunkt) om et håndklap var gået i opfyldelse. Svævende på en lyserød sky i min nye fanbluse nægtede jeg at vaske den hånd, som havde givet popstjernen en high-five. I dag synes jeg, at det er ret pinligt, og ja, jeg gik endda i bad med en plasticpose om hånden for at forevige øjeblikket.
Pludselig går det op for mig, at der faktisk ikke er så stor forskel på min teenagetrang til at forevige øjeblikket, og dem, der i dag et helt show eller en hel koncert gennem smartphonens lysende skærm. Den eneste forskel ligger i den teknologiske mulighed. De nye, teknologiske muligheder giver os en sjette sans, den digitale sans. Den gør det muligt at dele de personlige minder med andre. Den gør det muligt at blive en del af et helt nyt fællesskab. Den gør det muligt at opleve øjeblikket igen og igen og vække sine sanser igen og igen.
Men for at teknologien skal give os en sjette sans, kræver det, at vi bruger vores sunde fornuft. Vi skal bruge de teknologiske muligheder på en smart måde, hvor de teknologiske gadgets bliver vores hjælpemidler. De skal hjælpe os til at skabe nye fællesskaber og gøre det lettere for os at dele vores oplevelser med andre. Vi skal bruge teknologien til at forstærke vores oplevelser og minder af de enestående øjeblikke, der ellers kun ville blive en del af det personlige fotoalbum på vores egen nethinde.
Men som med så meget andet er der en risiko. Vi risikerer at blive slaver af teknologien og bruge den, bare fordi muligheden er der, og ikke fordi vi har et behov eller en lyst. Der er også en risiko for, at teknologien gør os ensomme og får os til at miste alle sanselige fornemmelser. Nærvær kan aldrig skabes gennem et digitalt univers. Men bruger vi teknologien intelligent, kan det lysende hav af smartphones bringe os tættere sammen. Teknologien er der, og i de kommende år bliver den største opgave at finde ud af, hvordan vi bruger den smart og ikke bliver slaver af den.
Nå, tilbage til dagen efter koncerten i mine teenageår. I løbet af dagen fandt jeg ud af, hvor upraktisk (og uhygiejnisk!) det var ikke at vaske sin ene hånd. Jeg bøjede mig for min sunde fornuft, og håndklappet blev skyllet ud med sæbevandet i håndvasken. Jeg lagde mig alene på sengen i teenageværelset og satte CD’en på stereoanlægget, mens jeg kiggede på væggene, der var overklistret af plakater af popstjernen.
Hvis jeg havde haft en optaget video på min smartphone, kære læser, så havde jeg nok set den igen og igen. Og igen. Og nok også delt den med mine veninder.