Annonce
Debat

Folketidende, Faderhuset og Bandholm Hotel

Fredag formiddag udsendte Bandholm Hotel en pressemeddelelse. Budskabet var, at hotellet sættes til salg "på grund af en veltilrettelagt, årelang smædekampagne i medierne overfor iværksætterne bag hotellet".

Videre hed det, at "en del af vores gode medarbejdere har set sig nødsaget til at flytte fra Lolland, da de ikke ønsker at stå model til den ondsindede kampagne endnu en gang imod dem og deres børn".

Og i pressemeddelelsen uddyber hotellets general manager, Joseph Kristiansen, beslutningen:

"Når vi nu som ledelsesteam sætter Bandholm Hotel til salg for at overlade roret til andre, er det på grund af endnu en ondsindet mediekampagne, som intet hold har i virkeligheden. Vi kan kun beklage, at Folketidende, som vi synes burde bakke op om Lollands erhvervsliv, nu igen fører kampagne imod os".

Pressemeddelelsen rummer ikke yderligere oplysninger om, præcis hvilke historier, der har udløst salget. Man må dog formode, at det handler om en række artikler, som gratisavisen Metroxpress har skrevet på det seneste.

Avisen har i en serie artikler sat fokus på kritisable forhold i flere forskellige frikirker. Blandt disse kirkesamfund er Faderhuset, som ellers har meddelt, at kirken blev opløst 1. januar 2014.

I den første artikel (som kan læses her: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/11492554) fortalte to tidligere medlemmer af Faderhuset - Camilla Johnson og Jerry Jensen - om, hvordan Ruth Kristiansen (tidligere Evensen) som leder tvang en af dem til at gifte sig og bestemte, hvornår den anden skulle dyrke sex. De fortæller også, at de blev pålagt at skifte navn, og en af dem blev udsat for dæmonuddrivelse.

I artiklen afviser Ruth Kristiansen alle anklager og fortæller, at en 20 stykker fra Faderhus-tiden tog til Bandholm og Bandholm Hotel, hvor de nu "forsøger at bygge en by op".

I den anden artikel (som kan læses her: http://www.mx.dk/feature/cover/story/11560980) fortæller Camilla Johnson, at hun og flere andre ledere fra Faderhuset blev trænet på Københavns Bibeltrænings Center. Samme fortælling kommer Jerry Jensen med. På centret lærte de blandt andet om dæmonuddrivelser og Gudsmand-konceptet.

I den tredje artikel (som kan læses her: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/19483123) fortæller Iben, at hun i foråret 2014 - altså efter at Faderhuset skulle være nedlagt - som ansat på Bandholm Hotel blev udsat for djævleuddrivelse. "Mens det virker som et helt normalt hotel udefra, så er det det slet ikke indefra. Det var ren fanatisme og alt handlede om, at man skulle adlyde Gud", fortæller hun. Videre fortæller hun, at der på hotellet var en bibelskole for børn.

I artiklen afviser Ruth Kristiansen, at der foregår religiøse aktiviteter på hotellet. Og Lolland Kommune bekræfter, at der er registreret en privatskole på hotellet.

I den fjerde artikel (som kan læses her: http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/17022171) fortæller Bente Boserup, der er seniorkonsulent i Børns Vilkår, at hun har været med til at lave 44 underretninger om børn i Faderhuset. Hun har set og hørt børn fortælle om dæmonuddrivelser og opfordrer kommunerne til at tage på uanmeldte tilsyn.

Tom Larsen, der er formand for børn- og skoleudvalget i Lolland Kommune, er citeret for, at man er opmærksom på problemet. "Vi hører også historier dernede fra en gang imellem, så vi fører faktisk ret kraftigt tilsyn med det sted, og den privatskole de driver", siger han og opfordrer folk til at kontakte myndighederne, hvis de ved noget om, hvad der foregår.

Flere af artiklerne har også kunnet læses andre steder. Det gælder eksempelvis TV2's hjemmeside: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-09-08-medlemmer-vi-blev-tvunget-til-sex-i-faderhuset

Kristeligt Dagblads hjemmeside: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/dansk-bibelskole-underviser-i-daemonuddrivelse

Bornholms Tidendes hjemmeside: http://tidende.dk/?News=I&Id=151920

DK Nyts hjemmeside: http://dk-nyt.dk/sider/ritzau_artikel.php?ritzau=1&newsid=ff9be192-a891-4f84-81aa-a51cb10096b5

Og også Folketidendes hjemmeside: http://folketidende.dk/Lokal-nyt/Medlemmer-Vi-blev-tvunget-til-sex-i-Faderhuset/artikel/377945 - http://folketidende.dk/Lokal-nyt/Boerns-Vilkaar-Boern-svigtes-i-lukkede-kirkemiljoeer/artikel/378850 - http://folketidende.dk/Indland/Dansk-bibelskole-underviser-i-daemonuddrivelser/artikel/378688

Når artiklerne har kunne læses så mange steder, hænger det sammen med, at Metroxpress har valgt at sende dem til citat hos Ritzaus Bureau. Men hvad betyder det?

Sagen er, at medier i vid udstrækning citerer hinandens historier. Lytter man til P4's nyhedsudsendelser eller ser TV Øst, er det for eksempel ikke usædvanligt at støde på vendingen "skriver Folketidende", ligesom Folketidende også kan citere andre medier for deres historier.

Nogle medier sætter en stor ære i, at andre medier citerer deres historier. Det virker som reklame for mediet og sender et signal om, at denne avis/radiostation/tv-station har historier, der er værd at læse. Derfor er det sat så meget i system, at mange medier hver eneste dag vælger en eller flere historier, som de "sender til citat" hos Ritzau. I stedet for at andre medier selv skal sidde og skrive historien af og måske undervejs misforstår noget eller glemmer at kreditere det medie, historien kommer fra, skriver de selv en version, som de via Ritzau stiller til rådighed for de andre medier.

Sådan har det været muligt for Folketidende.dk at bringe nogle af Metroxpress' historier om Faderhuset og Bandholm Hotel. Og på den baggrund er vi her på Folketidende en kende forundret over, at hotellet i sin pressemeddelelse skriver, at Folketidende fører kampagne mod hotellet.

Men Folketidende.dk har jo valgt at bringe artiklerne fra Metroxpress, og det kunne vi have undladt, lyder en anke. Og ja, vi havde ikke behøvet at bringe artiklerne. Faktisk behøver vi jo ikke at bringe nogen som helst artikler.

Bortset fra altså, at vores opgave netop er at bringe artikler. Vores opgave er at fortælle om, hvad der sker. At informere og oplyse vores læsere.

Men hvorfor bringe netop de artikler? Af flere grunde, men det korte svar er: Fordi det er relevant for vores læsere. De vil nemlig gerne vide, hvad der foregår på Lolland-Falster, og de vil gerne vide, hvad der bliver skrevet om Lolland-Falster.

Men bringer vi så bare hvad som helst, nogen måtte finde på at skrive? Nej, selvfølgelig ikke. Og det er værd at påpege, at artiklerne om Faderhuset og hotellet ikke er skrevet af en eller anden tilfældig sur mand, der sidder i et kælderlokale og sprøjter ord ud på internettet.

Metroxpress er et etableret dagblad, der med uddannede og professionelle journalister virker under medieansvarsloven og er medlem af Pressenævnet, som man kan klage til, hvis man er utilfreds med avisens artikler.

Dertil kommer, at der ikke er tale om artikler, hvor en enkelt anonym person fremsætter kritik. Der er tale om tre forskellige personer (Camilla Johnson, Jerry Jensen og Iben), der står frem med navn og foto og fortæller om deres oplevelser.

Og Metroxpress har også forelagt kritikken for Ruth Kristiansen, som i artiklerne afviser, at kilderne taler sandt.

Det er jo i øvrigt heller ikke sådan, at artiklerne ville forsvinde og ophøre med at eksistere, hvis Folketidende.dk undlod at bringe dem. De ville stadig være i Metroxpress og i de øvrige medier, der har bragt dem.

I den forbindelse er det værd at huske på, at Metroxpress også bliver læst på Lolland-Falster. Avisen kan findes på lokale togstationer, i supermarkeder, i fitnesscentre, på bibliotekerne, på borgerservicekontorer og adskillige andre steder.

Det er derfor rimeligt at antage, at ganske mange mennesker på Lolland-Falster har læst artiklerne i Metroxpress, og at det er historier, der er blevet talt om her på Sydhavsøerne.

Som læser af Folketidende.dk skal man gerne orienteres om, hvad der rører sig lokalt, og når man her har kunnet læse Metroxpress' artikler, har man kunnet deltage i debatten om Faderhuset og hotellet med en viden om, hvad det rent faktisk er, Metroxpress har skrevet.

Men skulle vi ikke som lokalt dagblad "bakke op om Lollands erhvervsliv", som hotellet skriver i pressemeddelelsen?

Jo, selvfølgelig, det bør vi, og det gør vi. Ikke ved at være reklamebureau for det lokale erhvervsliv, men ved at fortælle om, hvad der sker.

Og gennem årene har vi i Folketidende, på Folketidende.dk og i vores ugeaviser skrevet adskillige artikler om Bandholm Hotel. Vi har fortalt om, hvordan hotellet er blevet renoveret, hvordan det er blevet udvidet, hvordan det har fået en wellnessafdeling. Vi har fortalt om åbningen af iskiosken, om den nye kiosk på tankstationen og om den sandstrand, der er blevet anlagt i år. Ligesom vi gennem årene flere gange har skrevet om, hvordan hotellet er blevet rost af hjemmesider som Dinnerbooking.com, Hotels.com og Tripadvisor.

Selvfølgelig har vi det. Ikke for at reklamere for hotellet, for det er som sagt ikke vores opgaver som journalister, men fordi det er gode historier, vores læsere gerne vil læse.

Det er vores måde at bakke op om det lokale erhvervsliv på, og her er Bandholm Hotel blevet behandlet præcis som enhver anden lokal virksomhed med gode historier.

Men hvor flot og veldrevet hotellet - eller andre lokale virksomheder - end er, skal vi som lokalt dagblad kunne skrive og bringe kritiske historier, virksomhederne helst havde været foruden. Kom vi i en situation, hvor vi tilbageholdt kritik, alene fordi nogen ikke ville bryde sig om at høre den, eller den kunne skade den omtalte virksomheds omdømme, ville vi svigte vores opgave. Det er også vores overbevisning, at problemer skal frem i lyset og erkendes, så de kan blive løst. Få svesken på disken, som man siger.

Men blander Folketidende.dk ikke Faderhuset og Bandholm Hotel sammen - for eksempel når vi illustrerer historierne fra Metroxpress med et foto af hotellet?

Jo, det kan man selvfølgelig mene. Men når Bandholm Hotel er ejet af en kreds af personer med tilknytning til det tidligere Faderhuset, og når en artikel handler om, at en kvinde fortæller, at hun som ansat på hotellet er blevet udsat for djævleuddrivelse på Bandholm Hotel, af en anden ansat på Bandholm Hotel, så er de to ting filtret sammen. Ikke af Folketidende, men af de forhold, artiklen beskriver.

Men der er jo tale om gamle forhold. Det er fortid! har en indvending også lydt.

Til det er to ting at sige. For det første er det jo et åbent spørgsmål, hvor meget fortid det er. En af artiklerne handler netop om, at en kilde fortæller, der foregik djævleuddrivelse på hotellet, også efter Faderhuset havde meddelt, at kirken var ophørt. I en anden fortæller udvalgsformand Tom Larsen, at kommunen "hører historier dernede fra" og holder "ret kraftigt tilsyn". Det er ikke fortid. Det er nutid.

Det andet er, at medier selvfølgelig godt kan beskæftige sig med fortiden. Ikke alting kommer frem, mens det sker. Somme tider er det for eksempel først længe efter, at en kilde vil stå frem og fortælle. Men det ændrer ikke på, at det kan være relevant at finde ud af, hvad der foregik.

Tag for eksempel de historier, der er kommet frem om børnehjemmet Godhavn, hvor børn blev udsat for vold, vanrøgt og medicinske forsøg. Det er jo forhold, der ligger langt tilbage, så hvorfor beskæftige sig med dem? Det skal man jo blandt andet, fordi de begivenheder stadig betyder noget for dem, der voksede op med det, og for deres pårørende. Og fordi det fortæller noget om vores samfund, som det var en gang.

Det handler ikke om at være "ondsindet" eller at føre "smædekampagne". Det handler om at formidle viden om den verden, vi lever i. På godt og ondt.

Annonce
Annonce
Annonce
Nykøbing

Den største nogensinde: Elektrisk stemning og bølge i Boxen

Nykøbing

Grillede 12 pattegrise før kæmpe-kamp

Falster

For få havde lyst: Nu flytter den til fængslet

Sport

Bizar afslutning koster dyrt: Nu er hammeren faldet

112

"Vi ved godt, at der engang imellem sker noget ved banegården"

Dølle

Snart går det løs: Hjælp os med dine vildeste Dølle-minder!

Guldborgsund

Et farvel til bananen?

Guldborgsund

For første gang: Nu kan du gå i dronningens fodspor

Guldborgsund

Henrik havde svært ved at stå stille, da han så tyren Bjarne

Guldborgsund

- Når sådan et chok rammer, har vi brug for at samles

Udland

Iran lukker landets største lufthavn efter melding om angreb

Sport

2.400 billetter solgt: Storkamp nærmer sig udsolgt

Lolland

Politiet måtte give fortabt: Nu er påskemysteriet opklaret

112

15-årig fremstillet i retten efter overfald: Her er afgørelsen

Vejret

Weekenden bliver kold men byder på flere solstunder

Indland

Ydermure er styrtet sammen i den udbrændte del af Børsen

Annonce
Annonce
112

Rystet far om redningskvinde: - Vi er hende meget taknemmelig

Guldborgsund

Unikt projekt: Sygehuspatienter kan nu modtage behandling i eget hjem

Sport

Lokal bokser bliver hovednavn ved professionelt stævne

112

En person kørt på sygehuset efter sammenstød i trafikken

112

Nye detaljer: Overfaldet to gange - ikke under 13 spark

Lolland

Kommune fik kritik for ventetid: Handleplan skal rette op

Lokal nyt

Kæmpe-lukning får konsekvenser: Fyringer rammer også lokalt