Vi bruger cookies!

folketidende.dk anvender cookies til at give dig en god oplevelse, og til at huske dine indstillinger, gemme statistik og til at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker på et link på www.folketidende.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere
mit folketidende klub folketidende cookie-og-privatlivspolitik
25
jul

Frygten for franske festivaler

Skribent: Louise Lindhagen

Spidskandidat for Konservative Guldborgsund. Fuldmægtig i Forsvaret. Tilflytter til Nykøbing, der er #Minguldkant.

”Nå, Louise, skal du med os til festival i år?”

Årets familiesommerferie er igen i år gået til Sydfrankrig. Ca. 20 km fra grænsen til Spanien mellem Middelhavet og Pyrenæerne ligger den lille by, Argelès-sur-Mer. Det er sjette gang, at vi er på ferie hér. Det første år fik jeg nogle franske venner, der ejer en lille restaurant på kajen i byen. Min familie og jeg kommer dér alle feriens aftener enten for at spise eller nyde stemningen på havnepromenaden med en eksotisk drink.

Jeg synker et iskoldt stykke appelsin fra min sangria. Det er både surt og sødt på samme tid. Som du, kære læser, måske husker fra et af mine tidligere indlæg, er jeg ikke den store festivalgænger. Derfor kommer det lidt bag på mig, da mit franske vennepar spørger, om jeg har lyst til at tage med dem til ”Les Déferlantes” – også kendt som Frankrigs smukkeste festival, der løber over fire dage med omtrent 10.000 besøgende pr. dag. Min fornuft siger nej, men i den tynde bjergluft bliver mit svar alligevel et ”oui”.

Mens jeg slubrer de sidste sangria-dråber op gennem sugerøret, ser jeg min fars bekymrede blik over glassets kant. Som om jeg er en teenage-pige, der har sagt ja til at tage på Roskilde Festival for første gang med alt, hvad det indebærer af sprut og smøger, søde og mindre søde fyre for ikke at nævne tilbud om stoffer. Men da jeg spørger min far, hvorfor han ser sådan på mig, siger han kort for hovedet: ”Er det nu klogt at tage til koncert i Frankrig?”

Kære læser. Vi er begyndt at leve med frygten for terror. Den er blevet hverdagens trussel i vores frie samfund, hvor vi insisterer på at nyde vores vestlige dyder. Politisk erklæres lande i undtagelsestilstand. Borgerrettigheder sættes på stand-by. Grænsevagter laver stikprøver. Men giver det en følelse af tryghed? Er det sikkert at tage til festival – i Frankrig?

Siden det rædselsvækkende attentat på spillestedet Bataclan i Paris i november 2015, hvor 130 personer blev dræbt, har Frankrig været i undtagelsestilstand. Love og borgerrettigheder er blevet sat til side, og myndighederne har fået vidtgående beføjelser over for borgerne i sikkerhedens navn. Mine franske venner og bekendte har fortalt mig, at det ikke er noget, de mærker til hverdag. Kun ved større samlinger af mennesker. På mine ture til Frankrig har jeg heller ikke mærket noget til den øgede grænsekontrol, men i år er det første gang, at jeg bemærker de patruljerende gendarmer på kajen og strandpromenaden. Med deres skudsikre veste og skydevåben skiller de sig ud fra os andre i blomstrede kjoler, ternede badeshorts og med skarpladte vandpistoler.

Med min fars spørgsmål i tankerne gør jeg det, man aldrig må gøre som en fri borger i et frit samfund: Jeg grubler over, om jeg egentlig bør tage til koncert. Min fars bekymring bliver til argumenter i mit hoved om, at jeg er mere til frugtfestival end rockfestival, og at jeg ikke kender de kunstnere, der skal spille. Hykleriet over for det frie samfund besætter mine tanker, indtil det slår mig, at man jo netop tager på ferie for at få udvidet sin horisont og gøre sig nye minder til den mentale skrapbog.

Så oprinder dagen. Mens min far giver mig instrukser om at holde øjne og ører åbne (og sende en sms i ny og næ), tager jeg mig selv i at gruble mere over mit valg mellem mere eller mindre praktiske sko. Da jeg går med mine venner mod busstoppestedet, fortæller den ene mig, at der aftenen forinden er blevet anholdt flere arabere med knive ved indgangen. Kuldegysningerne på mine arme stikker i varmen fra den steghede aftensol. Mine franske venner virker så ubekymrede, tjatter til hinanden med deres kolde Corona’er. De klager over, at bussen af sikkerhedsmæssige årsager ikke kører helt op til festivalparken, som de andre år. ”A votre santé – skål!”

Vi går den sidste kilometer op mod festivalparken, der ligger bag det lokale vinslot, mens solen går ned bag bjergene. Ved indgangen står enkelte vagter med lette afspærringer. En af os, ham med rygsækken, bliver visiteret. Vi andre går direkte ind i parken til et forlystelsesland af musik og våde varer. Forestil dig, kære læser, en park til et vinslot i et bjerglandskab blandet med fyr- og oliventræer med en masse små boder med øl, vin, vand og souvenirs. I den blandede lugt af varm jord, øl, sved, scene- og cigaretrøg synger jeg med på tekster, jeg ikke kender: ”Jo-lo-lo-loooo…”

Og så sker det! Et brag!

Scenen springer i luften i et fyrværkeri af konfetti. Koncerten er slut, og fem timer er forsvundet i et bombardement af latino- og rockrytmer. I sneglefart bevæger vi os mod udgangen i lyset fra lommelygterne, der holdes af private vagter. Vi er på vej hjem.

Da jeg lukker mig ind i vores ferielejlighed, sidder min far på altanen. Kan jeg mærke et lettelsens suk? Det er meget sent, og jeg får gennet ham i seng, mens jeg tager make-up af. Jeg føler mig lysvågen, da jeg lægger hovedet på puden.

Vores frie samfund er ikke længere så frit. Det er tynget af en frygt, der får os til at sætte spørgsmålstegn ved værdien af at være fri. Når jeg genlever festivalens øjeblikke i min mentale skrapbog, var det ikke sikkerheden ved festivalen, der fik mig til at føle mig tryg. Nej, kære læser, det var øjeblikket sammen med mine franske venner, der fik mig til at glemme frygten. Hvis staten ikke kan garantere vores sikkerhed, hvor langt er der så til selvtægt? Hvad gør det ved vores billeder af ”vores fjender”? Hvis det fortsat er den symbolske sikkerhed, der prioriteres frem for den reelle sikkerhed, hvor langt kan vi så gradbøje vores rettigheder som frie borgere?

Jeg lukker mine øjne i sikker vished om, at sikkerhed er en social forsikring, der aldrig må blive proforma – for så smadrer det først værdierne i vores frie samfund. Og så luller jeg mig ind i et drømmeland af franske rytmer: ”Jo-lo-lo-loooo…”


KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.
  • Nicklas Thorsen Byrådskandidat for Venstre, Guldborgsund. Uddannet bachelor i offentlig administration. Formand for Listrup Ungdoms- og Idrætsforening (LUIF).
  • Kirsten Sydendal Formand for Sammen om Lolland-Falster der står bag Lolland-Falster Lovestorm. Bor på Fejø og er uddannet cand.mag. i datalingvistik og fransk.
  • Rene Christensen Medlem af Folketinget. Dansk Folkeparti
  • Carsten Andersen Kandidat for Nyt Lolland (LISTE Y). Initiativtager til Nyt Lolland tilbage i 2016. Efterlønner fra 24. december 2017, reklamemand gennem 35…
  • Lene Hatt SF-politiker gennem 32 år. Sidder i byrådet i Guldborgsund. Uddannet lærer og can.pæd.psyk.
  • Marcus Knuth Medlem af Folketinget, Venstre. Udlændinge- og integrationsordfører
  • Kasper Roug Folketingsmedlem for Socialdemokraterne, og opstillet for Lolland-kredsen. Sidder i bl.a.: - Landdistriktsudvalget. - Uddannelses- og…
  • Lennart Damsbo-Andersen Medlem af Folketinget, Socialdemokratiet. Fra Guldborgsundkredsen.
  • Henning Tønning Kandidat for Socialdemokratiet, Guldborgsund
  • Mikkel Arthur Kortsen Kandidat for Nye Borgerlige i Lolland Kommune
  • Claus Bakke Kandidat for Venstre til regionsrådet, samt byrådet i Guldborgsund
  • Annemette Schønberg Johnsen Spidskandidat for SF-Guldborgsund til KV2017. Folketingskandidat. Bibliotekar ved Guldborgsund-bibliotekerne.
  • Philip Rasmussen Arkitekt, By og Landskab Nakskov
  • Christian Nyborg Mortensen Spidskandidat for Radikale Venstre i Guldborgsund Kommune.
  • Louise Lindhagen Spidskandidat for Konservative Guldborgsund. Fuldmægtig i Forsvaret. Tilflytter til Nykøbing, der er #Minguldkant.
  • David Arnholm Nyhedsredaktør ved Folketidende Gruppen
  • Bob Richard Nielsen Byråds- & regionskandidat, Nye Borgerlige
  • Jens P. Mølgaard Byrådskandidat Venstre Guldborgsund. Medlem af Venstres bestyrelse og forretningsudvalg i Guldborgsund. Uddannet folkeskolelærer, bor i Idestrup.
  • Tine Vinther Clausen Kandidat for Venstre til byrådet i Lolland Kommune. Når man får tanken, "mon ikke det kan gøres lidt anderledes og derved skabe lidt andre…
  • Niels Nielsen Kandidat for Lokallisten Lolland til Regionsrådet samt Byrådet i Lolland kommune.
  • chalotte frantzen Kandidat til Region Sjælland for Socialdemokratiet og DSU, kassere i BROEN Lolland, medlem af Sakskøbing Menighedsråd, uddannet ernæringassistent.
  • Rene Fjeldsøe Sørensen Nr. 7 på kandidatlisten for Guldborgsundlisten til kommunevalget i Guldborgsund Kommune
  • Casper Løje Pedersen Kandidat for SF Lolland. 36 år gammel, far til 2 og skolelærer på 15. år. Jeg har boet næsten hele mit liv på Lolland, og - på trods af visse…
  • Maj Larsen Kandidat for DF, Guldborgsund
  • Tanja Beckmann Sørensen Spidskandidat til Regionsrådet for Guldborgsundlisten. Er vild med nærværende politik, gode samtaler og hverdagen i provinsen.
  • Ole Marqweis Byrådskandidat for Socialdemokratiet, Lolland Gift med Jette, pensioneret, har 3 voksne børn samt 4 børnebørn. Uddannet klejnsmed og skibs-…
  • Lis Magnussen Kandidat for DF, Guldborgsund
  • Jens Erik Boesen Byrådsmedlem og Kandidat for Guldborgsundlisten