Smilet i min stemme stødte på en stakåndet stønnen i den anden ende af røret.
”Morfar, jeg skal være blogger på Folketidende.”
”Nej, nej, nej, Louise, det må du ikke. Det er jo ulovligt at være blotter.”
Min morfar er en moderne mand, når man tager hans snart 89 år i betragtning. Åben og frisindet. Men alt det dér om den nye teknologi har ikke rigtigt vundet indpas hos ham. Han vidste ikke, hvad en blogger var. Derfor ordforvirringen.
Jeg forklarede ham med henvisning til min app med Den Danske Ordbog, at en blog er en internetside, hvor man fører en form for dagbog med kommentarer og links til udvalgte emner. Min morfar blev mere rolig. Hans eneste barnebarn var ikke ved at rode sig ud i noget strafbart.
Da jeg lagde røret på, var jeg dog selv blevet mere urolig. Måske havde min morfar ret. Måske havde jeg i min ivrighed efter at skrive faktisk sagt ja til at blive blotter. Til at fjerne et dækkende lag, så jeg bliver helt synlig. Til at fjerne et beskyttende lag, så jeg bliver helt sårbar.
Det fik mig til at tænke en ekstra gang, om jeg ikke burde ringe til nyhedsredaktøren på avisen og sige, at det beroede på en misforståelse. Hvad har jeg, en 25-årig pige, der flyttede til Nykøbing F. sidste forår, egentlig på hjertet? Hvorfor blotte sig, gøre sig synlig og sårbar?
Kære læser. Du kender mig måske som den lokale EU-ekspert og –meningsdanner, der skriver oplysende og debatterende artikler om europæiske forhold, og informerede dig om valget op til folkeafstemningen om retsforbeholdet på Radio Sydhavsøerne i december 2015. Bag fagligheden gemmer der sig en samfundsobservatør. Én, der betragter andre mennesker, sætter betragtningerne ind i en større social sammenhæng. Der gemmer sig én, der kan lide at lege med ord og fortælle historier, der (forhåbentligt) kommer dig ved.
Jeg er en kritisk natur, der ikke bare tager de forhold og strukturer, der omgiver os, for givne. Det er min tro, at alt kan ændres, hvis man udviser lidt politisk vilje og mod – og, nu kommer men’et, har de rigtige midler til at gøre det.
Ord er mit middel, de våben, jeg angriber med, når jeg vil have dig til at tænke over, hvorfor tingene hænger sammen, som de synes at gøre. Gennem mine historier vil jeg have dig til at reflektere over det, som omgiver os i et lokalt, dansk og globalt samfund. Det er derfor, jeg har sagt ja til at blogge, fordi jeg tror, at jeg kan ændre noget, bare en brøkdel, ved at sætte tingene i et nyt perspektiv.
Jeg ringede op til min morfar igen og undskyldte, for han havde jo haft ret. Jeg havde sagt ja til at blive blotter. Med min forklaring i klar erindring var han dog stadig rolig. Det var jo trods alt ikke kriminelt.
Så kære læser. Jeg lover dig, at denne blog hverken kommer til at indeholde noget kriminelt eller udstille noget om kropslig nøgenhed. På ære. Alligevel vil jeg blotte mig for dig. Blotte mine ord, mine tanker og mine meninger, som er den substans, jeg består af. Jeg håber, at du vil følge med. Velkommen til mit lille blog-univers.