Fliserne på fortovet, hvor jeg går, er skæve. Jeg koncentrerer mig, holder tungen lige i munden, for her er så mørkt, selvom det elektriske, gule skær fra vejlamperne forsøger at oplyse gaden. På den ene side af vejen ligger herskabsvillaerne med udsigt til en lille mose. På den anden side, den side jeg går tættest på, ligger boligblokke i tre etager omgivet af kunstigt anlagte græstotter. Gaden er ikke ensrettet, men to biler ville ikke kunne passere hinanden.
Jeg tænker: ”Louise, hold ud!”
Jeg låser mig ind i opgangen til mine forældres lejlighed. De er ikke hjemme, jeg skal bare låne lejligheden. Inden jeg tænder lyset, bemærker jeg genskinnet fra de andre lejligheder, der ligger blot 20 meter overfor. I stilheden kan jeg høre overboerne skændes. Med rystende hænder sætter jeg tasken fra mig på gulvet. Jeg har lyst til at gå ud på altanen, ryge en smøg for at dulme uroen. Jeg ryger ellers sjældent. Min samvittighed, der plejer at prædike om sundhed og helbred, er blevet hjemme på Falster. Alligevel lader jeg være med at finde cigaretpakke og lighter frem, fordi jeg føler mig overvåget. Hvad vil de andre ikke tænke?
Jeg er begyndt at lide af klaustrofobi. Jeg har ikke nogen konkret diagnose, men det er sådan en følelse, jeg har, hver gang jeg kommer til storbyen. Jeg føler, at højhusene vælter ind over mig, lukker sig om mig. Den massive trafik. Bilerne, der holder på kryds og tværs i kampen om at finde en p-plads. Alt det får mit hjerte til at banke hurtigere. Upersonligheden og følelsen af konstant overvågning gør mig ræd.
Jeg har klaustrofobi i København – og det giver mig sådan en hjemve.
Dagen efter har jeg et ærinde i centrum. Fuld koncentration i midtersporet over Åboulevarden. Selvom de irriterer mig, sender jeg en trist tanke til alle cyklisterne, der overhaler mig, fordi de i troen på, at sundhedsfascismen vil gavne deres krop og sjæl, tramper i pedalerne og tungt indånder alle de forurenede luftpartikler. Videre ud mod Holmen, hvor jeg igen er i kamp med tusindvis af andre bilister om en lille p-plads. Selvom jeg er i god tid, må jeg nok erkende, at klokken slår hel, inden jeg er fremme ved målet. Jeg kommer for sent. Følelser af dårlig samvittighed og afmagt vælder ind over mig.
I mine tanker har jeg ofte talt med min bedste veninde om det. Hun bor stadig i Københavnsområdet. I mine tanker griner hun af mig og spørger, hvordan jeg har kunnet tage så meget skade, når jeg kun har boet på Lolland i ét år? (En københavner skelner ikke mellem Lolland og Falster). Hendes svar i mit tankespind får mig til at afholde mig fra at fortælle hende om min klaustrofobi.
Så jeg har gået alene med mine tanker, lige indtil i dag, kære læser, hvor jeg fortæller dig det hele. Fortæller om klaustrofobien, angsten, nervøsiteten, stressen og hjemveen, der kommer op i mig, når jeg kommer til København.
Hvordan kan man ændre sig sådan på bare ét år? Falster, hvad er det, du har gjort ved mig? Hvad er det for en udkantsmagi, du har kastet over mig? Åh, tag mig hjem, hjem til det åbne landskab, til naturens lyde blandet med landbrugets lugt og de mindre fabrikker, til de åbne og imødekommende mennesker. Åh, tag mig hjem.