Kære læser,
Det er dagen derpå. Stemmerne er fintalt. Knuden i maven er forløst. Tankerne er tømt for følelser. Halvandet års forberedelse til kommunalvalget rakte desværre ikke til et mandat i Guldborgsund Byråd til Det Konservative Folkeparti og mig.
Jeg skal ærligt erkende, at dagen har været lidt af en rutsjetur. Først havde jeg et traume af ærgrelse over, at det ikke lykkedes at genvinde det konservative mandat. Så begyndte jeg at læse på de personlige stemmetal: 515 stemmer til en førstegangskandidat, der flyttede til kommunen for bare 2,5 år siden.
Jeg begyndte at spekulere de vildeste tanker, indtil en bekendt sendte mig et link til Folketidendes artikel ”Konservative dømt ude”. I artiklen stod, at fintællingen måske kunne rykke et mandat til Det Konservative Folkeparti, og min bekendte håbede så inderligt, at det ville lykkes. Der kom et loop på den følelsesmæssige rutsjetur, men inderst inde vidste jeg godt, at løbet var kørt.
515 stemmer!
515 borgere har vist mig deres tillid til, at jeg kunne varetage deres interesser i de kommende fire år. Så nok om den følelsesmæssige rutsjebanetur. Det, der ærgrer mig mest, er, at jeg ikke får muligheden for at vise de 515 borgere, at jeg kan skabe politiske resultater til gavn for dem i hverdagen.
Det giver mig en bitter smag i munden. Jeg er den kandidat, der har fået syvende flest personlige stemmer, og alligevel bliver jeg på grund af den manglende opbakning til partiet overhalet af kandidater, der har fået under 100 personlige stemmer. Når det sker, virker demokratiet så udemokratisk. Men det er som bekendt reglerne i det demokratiske spil, kære læser.
I artiklen fra Folketidende står, at generationsskiftet i Det Konservative Folkeparti er årsagen til vores tilbagegang. Jeg er ikke enig. Årsagen skal findes i ”præsidentvalgkampen” og hos de bekymrede vælgere, der mere gjorde sig et fravalg af én borgmesterkandidat frem for et tilvalg af en anden. Det gik ud over Det Konservative Folkeparti såvel som næsten alle andre partier.
Og hvor demokratisk er demokratiet, hvis valget i højere grad er et spørgsmål om fravalg af en person eller et parti end om den politik, man ønsker udmøntet i sit samfund?
Hvor demokratisk er demokratiet, hvis man godt kan bruge et parti som støtteparti for sin egen konstituering, men at man ikke selv kan pege den anden vej?
Nå, det er som bekendt også reglerne i det demokratiske spil, kære læser, og dem må man følge.
Tilbage til min rutsjetur: Jeg kan ikke bruge mit flotte personlige valg til så meget andet end en følelse af medvind på cykelstien. Men som førstegangskandidat er det trods alt en god trøstepræmie at få.
I foråret sagde jeg ja tak til også at lade mig opstille til Folketinget i håb om en plads på lang sigt. Nu fokuserer jeg i den kommende tid alle mine kræfter hér, giver den en skalle endnu engang, og krydser fingre for, at indsatsen kan bære endnu et mandat fra Sydhavsøerne til Christiansborg.
For selv når demokratiet virker udemokratisk, så er det trods alt den bedste styreform, som vi skal værne om og fejre.
Tusind tak til alle, der har stemt på Det Konservative Folkeparti og mig. Selvom jeg ikke har fået en plads, vil jeg gøre mit bedste til at blive jeres stemme i debatten i de kommende år.
Husk, at du stadig kan følge med på Facebook: https://www.facebook.com/louiselindhagen/