Nytåret er om hjørnet, og på lørdag aften står jeg på de høje hæle i festkjolen og med det langstilkede glas i hånden. Endnu et år er gået. For mig er nytårsaften ikke kun fest og tju-bang – det er også en aften, hvor man siger farvel og begynder at tænke på de mål, man har sat sig for det nye år.
Som omtrent 2 mio. andre danskere begynder min nytårsaften foran TV’et. Ja, der er næsten gået selskabsleg i at gætte, hvilke dumsmarte bemærkninger, Dronning Margrethe vil skælde os ud for i år, og i hvilken rækkefølge hun sender sin hilsen til Grønland, Færøerne, Politiet og Forsvaret.
Men dronningens tale er mere end bare en selskabsleg. Den er et nationalt samlingspunkt. Den er det øjeblik på året, hvor tiden går i stå. Hvor fyrværkeriet holder pause. Hvor sovsen får lov til at brænde på. Den er det øjeblik, hvor vi faktisk lytter.
Selvom vi for en gangs skyld kollektivt har slået lyttebøfferne ud, er det nok de færreste af os, der tænker på, hvordan traditionen for nytårstalen egentlig startede. Kong Chr. d. 10. holdt den første royale nytårstale i de tidlige år under 2. verdenskrig. Det var et tidspunkt, hvor Danmarks overlevelse stod på spil, og hvor kongen måtte give danskerne troen og håbet tilbage gennem den skrattende radio. Talen varede knap tre minutter og var først og fremmest en tak til dem, der havde vist kongen tillid, og en trøst til dem, der havde mistet for fædrelandet.
Ja, kære læser, det er nok ikke lige de dystre krigsfortællinger og minder, vi tænker på, når vi står med den fjollede nytårshat på hovedet og den farverige drink i hånden. Men ikke desto mindre er det den alvorlige historie, der ligger bag.
Her i min juleferie har jeg haft tid til at nørde alle Dronningens nytårstaler fra 1972 til i dag. Én ting har slået mig: Talerne er stort set tidløse. Emnerne går igen: Økonomisk krise eller fremgang, internationale katastrofer og krige, gæstearbejdere og indvandrere, det europæiske fællesskab. I de senere år har vi danskere også lagt øre til en opsang om vores ansvarsfølelse over for samfundet eller vores brug af moderne teknologi, hvor vi glemmer den personlige samtale.
I en tid, hvor vi skaber vores egen medieverden med ”on demand” og streaming, er nytårstalen blevet et nationalt samlingspunkt. Den er den højeste fællesnævner i vores samfund. Nytårstalen bliver bragt som en tradition. Som en fælles ”on demand”. Som noget, vi alle sammen efterspørger. Vi kan mene, hvad vi vil om Kongehuset, men den 1. januar kan vi alle tale med om nytårstalen (hvis tømmermændene tillader det). I det øjeblik, talen begynder, bliver vores tid og rum ét. Det er også grunden til, at dronningen taler live – hun taler til os i det øjeblik, vi lytter. Vi er ét.
Naturligvis håber jeg, at Dronning Margrethe sender en hilsen til Lolland-Falster og de små øer, men det går nok, hvis hun ikke gør. Nytårsaften er det store fællesskab vigtigere.
Nå, nytårsballonerne puster jo ikke sig selv op, og kransekagen bager heller ikke sig selv. Godt nytår, kære læser, pas godt på dig selv.
Vi læses ved i det nye år.