Efterårsvinden piber i en utæt sprække i mit vindue. Den er kommet for tidligt. Det kolde glas hvidvin på altanen er skiftet ud med en varm kop te i sofaen under et tæppe. Ved siden af mig ligger en bog. En sort, mystisk bog. Den er bundet ind i lærredsstof, der på forsiden brydes af et ujævnt, gyldent mærke. Som en bold med vinger. Mærket reflekterer de blafrende flammer fra stearinlysene i stuen. Jeg er tryllebundet i øjeblikket.
Jeg åbner bogen, og ud springer en helt magisk verden. En voksen mand med et vildt, sort hår, runde briller og et zigzagget ar i panden. En ranglet, rødhåret mand og en fregnet, rødhåret kvinde. Og endnu en kvinde, en seriøs en af slagsen, med brunt, bølget hår. Selvom de lever i en anden verden, i litteraturens magiske vakuum, kender jeg dem alt for godt. Du kender dem med garanti også, kære læser, og du har sikkert gættet, hvem de er: Den voksne Harry Potter og hans slæng bestående af Ron og Ginny Weasley for ikke at glemme Hermione Granger.
I slutningen af juli udkom den ottende fortælling i Potter-serien, Harry Potter and the Cursed Child, hos de danske boghandlere. Fortællingen er et skuespil om den voksne Harry Potter, der kæmper med sin egen fortid og i sin rolle som far til en søn, der er tynget af arven efter den famøse Harry Potter, der reddede troldmandsverdenen fra mørke kræfter. Stykket er opsat på Palace Theatre i London. Billetterne er revet væk. Harry Potter-manien har endnu engang taget os Mugglere (dvs. almindelige, ikke-magikyndige mennesker) med rivende storm.
Stormen er heller ikke gået mig forbi. Jeg slugte den nye fortælling råt, og barndommens spænding begyndte at krible i mig. Jeg måtte genlæse alle Harry Potter-bøgerne. Fra ende til anden. Jeg fandt bøgerne frem fra en flyttekasse i kælderen og slæbte dem op til anden sal, mens jeg frygtede blikkene fra ejendommens andre beboere: Læser Louise børnebøger? Fantasy-bøger? Burde hun ikke læse noget mere rentabelt? Er pigebarnet da helt uden smag?
Min skam forsvandt dog allerede på side tre i første bog. Forfatteren J.K. Rowling skriver så levende, at man opsluges i universet med nisserne, der kører i rygende fart i togvognene i Gringottsbanken; den ”onde” eliksirprofessor Snape, der tilsyneladende gør alt for at komme på tværs af Harry Potter; Quidditch-kampene som et boldspil på kosteskaft, der får vores muggler-håndbold ved OL til at blegne.
Samtidig må jeg indrømme, at min barndoms passion for historierne er forsvundet. Weasley-brødrenes jokes er blevet platte og forudsigelige, Hermiones dygtighed og ivrighed er ikke længere et forbillede, og Harry Potter er jo ikke bare en helt, han er snarere heldig.
Nu læser jeg noget andet i bøgerne: Jeg læser en historie om vores eget samfund. Om gode og onde kræfter. Om en ondskab fra fortiden, der bliver ved med at spøge i nutiden. Om tro, håb og kærlighed.
Harry Potter-serien er langt fra en børnebogsserie, men derimod en eksistentiel fortælling. Den rammer noget i både dig og mig, uanset hvem vi er, og hvor gamle vi er. Det er en fortælling om mørke kræfter, der prøver et true den eksisterende samfundsorden, hvor folk, magikere som ikke-magikere, kan leve i tolerance side om side. Det er en fortælling om en gruppe af mennesker, der ikke vil lade andre blive en del af samfundet, fordi de ikke har den rigtige ”etnicitet” som fuldblodsmagikere. Det er en fortælling om magt og undertrykkelse, hvor målet helliger midlet. Om politisk manipulation, forfølgelse og ikke mindst, hvordan kampen for idealer som frihed, åbenhed, tolerance og fred kan vindes, hvis vi bliver ved med at tro på dem og kæmpe for det.
Som sidste skud på stammen bidrager det nye skuespil med endnu en dimension i den almenmenneskelige fortælling: Generationskløften i vores samfund. Uden at afsløre hele plottet kan jeg godt fortælle, at Harry Potter er blevet far og skal leve med sin fortid som ”Drengen-der-levede” – en modstandskæmper, en befrier. Men også hans søn skal leve med fortiden. En tung arv for en dreng, der ikke selv har bedt om det. Harry Potters søn får mulighed for at rejse i tid og ændre fortiden, så det får katastrofale følger for sin egen fremtid. Først da forstår han at værdsætte sin fars bedrifter, han forstår sin arv og den nødvendige, konstante kamp for det gode samfund: Kampen for det gode er en evig kamp, man aldrig kan eller må tage for givet.
Vi, os almindelige, ikke-magikyndige Mugglere, kan ikke rejse i tid. Desværre. Hvis vi kunne rejse 80 år tilbage i tiden og opleve, hvad forrige generationer har været vidner til og kæmpet for et frit samfund, ville vi måske begynde at forstå, at kampen mod diskrimination og for frihed og tolerance er evig. Men er det virkeligt nødvendigt at rejse i tid for at forstå, hvordan onde kræfter nu er ved at undergrave vores samfund indefra?
Da jeg lukker bogen, er teen blevet kold. Den står helt urørt, så opslugt af Harry Potter-fortællingen har jeg været. Stearinlysene er næsten brændt ned. Jeg har været tryllebundet af en børnebog læst med voksne øjne. Jeg har været tryllebundet af anekdoten om det gode og det onde. Jeg har været tryllebundet af jordskredet i mit eget samfund.
Udenfor blæser efterårsvinden stadig.