Vi sad i skrædderstilling i en rundkreds midt på det snavsede gulv. Møblerne i det lille mødelokale var sat ud til siden i flere etager, som var det en barrikade af vinduerne. Vi var meget stille, og i mit sind forbandede jeg mig selv over, at jeg absolut havde taget mine nye, hvide bukser på.
”Nu skal vi lege fordomsleg”, sagde manden overfor, lidt ældre og på papiret lidt klogere end os andre. Han havde et rundt ansigt med et kraftigt fuldskæg. Jeg mistænkte ham kort for at lægge an til et skæg à la Karl Marx, men tanken blev slået ud af mit hoved ved annonceringen af den næste leg. Fordomsleg – det lød på ingen måde som en leg, der kunne være sjovere end den netop overståede dyrenavnerunde, hvor jeg endte som Løve-Louise og gjorde mit bedste for at brøle som en farlig løve, men blot lød som Baby-Simba i Løvernes Konge.
Det var første dag på mit nye studie, første dag i rusperioden, første dag i mit nye voksne liv som fuldtidsstuderende på en videregående uddannelse. Jeg havde set frem til dagen og til at lære mine nye medstuderende og det nye miljø at kende, men havde næppe forestillet mig at bruge 14 dage på en blanding af introduktion, børnelege og drukorgier, hvor de to sidste fyldte 90 pct. af tiden.
Historierne om unge drenge og piger på videregående uddannelser, der presses til deres yderste grænse for at blive en del af ”fællesskabet” på den nye uddannelse, er der mange af. Fællesbad og sovesal kan i sig selv være grænseoverskridende, når man ikke har en fortid som spejder, og når man ikke kan huske navnet på manden i sidekøjen blandt de omtrent 120 andre nye navne. Dertil kommer de berygtede aktiviteter, der ikke kun inkluderer alkohol, men i værste fald også stripshow og nøgenløb – blotter-aktiviteter, som jeg tidligere har lovet dig, kære læser, ikke hører hjemme i mit blog-univers.
Ærligt: Jeg pjækkede fra rusturen og bad om en ekstra vagt på mit arbejde. De andre måtte da kunne forstå, at arbejdet kom i første række. Men nej, det lod de ikke til at kunne forstå. Jeg blev væk alligevel, trøstede mig med at begynde at læse pensum i sensommersolen på mine forældres terrasse og snakke med mine gymnasieveninder, der holdt sabbatår.
Det slog mig ikke på noget tidspunkt, at jeg måske ikke var den eneste blandt 120 personer, der savnede noget i rusperioden. Det slog mig ikke på noget tidspunkt, at der var flere, der trængte til fagligt indhold, dybe samtaler og bare et enkelt glas vin på tæppet i det høje græs.
Det slog mig først nogle år senere, hvor jeg havde planlagt en tætpakket lejrtur med børnene i den SFO, hvor jeg arbejdede. Indlogeret i en lejr med køjesenge, hårde madrasser, beskidte gulve og uden dyne og hovedpude, træt efter en dag i Legoland, bagning af snobrød og oprydning i et industrikøkken efter 50 børn, bankede det på min værelsesdør. En lille lyshåret pige kom ind og sagde, at hun savnede sin mor. Hun spurgte, om jeg ikke ville læse en historie for hende. Efter historien spurgte hun, hvad vi skulle dagen efter. Stolt memorerede jeg programmet: Tur i Zoologisk Have, fisketur til åen, frisbee-rundbold, fodbold og sit-down.
”Hvorfor kan vi ikke bare blive hjemme og læse en historie mere?”, lød den spæde kommentar fra pigen.
Når man træder ind i et nyt fællesskab, som man gør, når man starter på et nyt studie, er det vigtigt at blive integreret, få et netværk, blive socialiseret og ikke mindst lære om op og ned på det nye sted. Men det kan gøres på andre måder end ølstafet og drukolympiade. Det kunne gøres ved spændende foredrag fra de dygtige undervisere. Bogjagt på biblioteket. Øvelser med studieteknik. Blandt disse aktiviteter kan kapsejlands på en selvbygget tømmerflåde sagtens presses ind og på den måde, 50-50, være med til at integrere de nye studerende i et fagligt og socialt miljø.
I dag ærgrer det mig, at jeg ikke opsøgte nogle af de andre, der også har følt sig en smule fortabt i havet af nye ansigter. Måske kunne vi det efterfølgende år været blevet rusvejledere sammen og ændret programmet til 50-50. Men jeg er stadig glad for min beslutning om ikke at deltage i rusturen og i de alt for besynderlige lege. Efter de 14 dages introperiode begyndte undervisningen og projektarbejdet i grupper, og fordi jeg var forud i pensum, havde jeg ekstra tid til at tage del i en nystartet klub for fransktalende på universitetet, hvor både danske og internationale studerende og undervisere deltog. Jeg blev hurtigt integreret i studiemiljøet på anden vis. Det handlede bare om at holde ud.
Nå, kære læser, tilbage til gulvøvelsen med rusvejlederkopien af Karl Marx. Det var de andre studerendes tur til at fortælle deres fordomme om mig ud fra kendskab til mit navn, min alder og mit ”baby-løvebrøl”. De fordomme, jeg husker blive nævnt, var, at jeg var fra Nordsjælland, arbejdede med børn i min fritid og havde kat. To ud af tre rigtige. Mon ikke en af dem i gruppen også har tænkt om mig, at jeg lignede én, der var dybt utilpas ved situationen?
Jo, det har der sikkert været. De har bare ikke sagt det højt, fordi de var bange for at give udtryk for deres eget spejlbillede.