Nu udklækkes I, studenter. I danser glade rundt i gader og stræder, kører lidt for fulde rundt i aflagte militærvogne og mooner til de bagvedkørende, hvis de dytter tre gange.
Ak ja, det var tider - også selvom den opmærksomme læser vil huske, at jeg ikke selv er blotter-typen.
I år er det syv år siden, at jeg fik huen på hovedet. Det var en sommer fuld af tvivl om fremtiden, for hvad skulle jeg dog blive til, når jeg efter 13 års skolegang blev lukket uden for skolens port, ud i den virkelige verden?
Jeg havde en drøm: Jeg ville gerne leve af at lege med sprog. Mine forældre var ikke just imponerede over min drøm, for var det nu rentabelt? Og hvis jeg skulle læse sprogvidenskab, ville jeg så ikke bare ende med en knold i nakken og læsebriller blandt en bunke støvede, gamle bøger?
Dertil kom, at jeg havde en skamplet på eksamensbeviset. Gennemsnittet var ganske pænt, men min dansklærer mente ikke, at jeg kunne skrive. Hun havde det endda som samtaleemne på lærerværelset, og det afspejlede sig i min skriftlige årskarakter. Ved den skriftlige eksamen gjorde jeg hendes udtalelse til skamme. Alligevel blev årskarakteren i skriftlig dansk og udtalelsen siddende i mit hoved, som et brændemærke bliver siddende på huden.
Da jeg skulle holde studentertaler, kunne jeg ikke dy mig. Studentertalen på gymnasiet blev dystert holdt over Scherfigs ”Det forsømte forår”, og jeg brugte lang tid på at øve det kolde toneleje i stemmen, da jeg i talen gav dansklæreren det forgiftede maltbolsje. I min tale til min private studenterfest, der blev holdt Skt. Hans Aften, brændte jeg min dansklærer på bålet som en heks, der havde knust min drøm om at skrive.
Lidt rebelsk trodsede jeg min dansklærer og søgte ind på journalistuddannelsen. Det var trods alt mere rentabelt end litteratur og sprogvidenskab, mente mine forældre. Første forelæsning var et mareridt. Professoren prædikede om journalistikkens død, om netmediernes invasion af mediemarkedet, og hvordan vi hverken skulle regne med at få job eller god løn, når vi var færdige med uddannelsen.
Håbløsheden væltede ind over mig efter denne dommedagsprofeti. Jeg skiftede fag og indstillede mig langsomt på, at skriverier var og blev skuffemad for mit vedkommende.
Der skulle gå næsten syv år, før jeg igen begyndte at tro på min drøm om at skrive. En chef, der i øvrigt var lektor i dansk ved Københavns Universitet, havde sagt til mig, at den skriftlige danskkarakter ikke var en skamplet, men en skønhedsplet. Det gav mig langsomt selvtilliden tilbage. Syv år, før jeg endelig begyndte at tro på det.
Så hvis jeg skulle holde studentertalen i dag, ville den have været meget anderledes. Den ville lyde sådan hér:
"Kære student.
Du står med fremtiden foran dig. Brug den. Tro på dig selv. Lyt til dine forældre, men lad være med at lade dem guide dig til fulde. Lad dig ikke slå ud af lærere, professorer eller en enkelt dårlig karakter i yndlingsfaget. Følg den vej, som din mavefornemmelse siger, at du skal gå. Jagt lykken. Drøm stort, og vær ikke bange for at tage et fejltrin, for det er måske netop det, der gør, at du senere får succes. Tro på det – gør det!
Tillykke med huen, og skynd dig så ud for at fejre eksamen og livet."