Fuld gang i ærtehøsten, der nu er halvvejs.
Ærtehøsten er i fuld gang, og ud af de 2200 hektar på Lolland-Falster og Sydsjælland, hvor Ardo har sået ærter, er omkring halvdelen af årets høst i hus.
- Hele såperioden gik rigtigt godt, der kom intet vand. Tørken har fremskyndet høsten med en fem-seks dage, men med regnen og varmen her i juli er vi nu tilbage på det normale, og vi regner med at blive færdige sidst i August, fortæller Karsten Malmskov, der er konsulent ved Ardo.
Høsten startede 20. juni ved Maribo, og Karsten Malmskov fortæller desuden, at kvaliteten på årets ærtehøst ligger omkring middel, ligesom det i år er en rimelig normal høst.
Ærterne er også påvirket af den tidlige sommertørke, men de har alligevel klaret den tørre periode godt.
- Ærterne har klaret tørken meget godt. Det er mest de svære jordtyper (eksempelvis lerjord red.), hvor ærterne har haft det hårdt, og hvor det har påvirket udbyttet, forklarer Karsten Malmskov.
Ardos økologiske ærter er allerede høstet og består af 600 hektar ud af de 2200.