Lolland-Falster og Vordingborg sammen i nyt vækstprogram.
Støtte og tilhørende millioner fra regeringen er bestemt mere end velkomne - men det er især samarbejde på tværs af geografi og kommuner, brancher og uddannelser, der for alvor skal være drivkraft for det nye vækstprogram Lolland-Falster-Vordingborg.
- Området står over for en opblomstring, konstaterede erhvervsminister Brian Mikkelsen ved startkonferencen fredag for det nye program.
Det foregik på en af landsdelens absolut største private virksomheder, Hardi International A/S.
Sten Kjelstrup, administrerende direktør på Hardi, benyttede i øvrigt lejligheden og et publikum på et par hundrede erhvervsfolk til at opfordre alle til at fokusere mere på de gode karrieremuligheder, områdets firmaer kan tilbyde.
- Lad os nu løfte selvværdet og tale om det, vi er gode til frem for, hvor vi kommer fra - og på den måde tiltrække nye kvalificerede medarbejdere, siger han.
Netop adgang til arbejdskraft er et af omdrejningspunkterne i den nye vækstindsats. Også her er samarbejde centralt.
- Jeg hæfter mig ved det tætte samarbejde mellem de tre kommuner. Det er vigtigt lige nu - på alle områder. Vi er i regionen længst væk fra København, som er den store motor i øjeblikket. Men med de store anlægsarbejder, der starter her nu, får vi vores egen vækstmotor. Og så bliver vi nødt til at tænke på vores område som en helhed, siger borgmester Holger Schou Rasmussen, Lolland.
Læs meget mere om samarbejdet og hvor mange arbejdspladser det forventes at give, samt de to lokale borgmestres forventninger i mandagens Folketidende, hvor du også finder artiklerne ”Samarbejde er motor for vækst-ambitioner og ”Lokal chefer: - Vi skal være stolte af det, firmaerne kan”