Rygter fra Christiansborg vil vide, at visse partier arbejder på at melde Danmark ud af FNs Handicap Konvention, pga. de udgifter der er forbundet med denne, når det drejer sig forældre med handicap og deres ret til ikke at få deres børn fjernet. Sandsyndligvis efter præs fra Kommunernes Landsforening, vil en udmeldelse gøre det enklere at tvangsfjerne børn som viser særligt adfærd, uden at skulle ty til røverhistorier om omsorgssvigt, for at retfærdiggøre sagerne overfor Ankestyrelse og Byret.
Samtidig har forældre med handicap længe været skræmt fra at bede Kommunen om hjælp til deres børn, fordi de børnesagkyndige ikke virker rustet i tilstrækkelig grad til at indse, at børnenes adfærd ofte skyldes barnets manglende accept at moderen aller faderen har et synligt handicap, især når det drejer sig om f.eks. spastikere med cerebral parese (CP), med ufrivillige bevægelser og tale hæmning med "mærkelige lyde".
Den manglende accept af forældrenes handicap, kan vise sig som angstpræget adfærd i forbindelse med en psykisk lidelse, hvor Kommuner plejer at affeje forældrenes bekymring som værende tegn på omsorgssvigt, selv om forældrene bare forsøger at samarbejde med Kommunen. Her kæmper forældre ikke for en simpel hjemgivelse, men for at barnet kan få chancen for en kvalificeret lægelig udredning, uden at blive ladt i stikken på et eller andet anbringelsessted.
Psykiske lidelser er behandlingskrævende tilstande, dermed er spareøvelsen for det første at finde en eller anden plejefamilie uden de nødvendige kompetencer til at varetage barnets særlige behov, for det andet at skjule forvaltningens interne diagnosticering eller "kaffepause" diagnose (med overtrædelse af Lægeloven), også for anbringelsesstedet/plejefamilien. En ikke lægelig diagnosticering gør det nemlig muligt at anbringe så billigt som muligt uden at betale plejefamiliende de vederlag som reguleres alt efter barnets særlige behov.
I disse sager, kan børn fjernes uden en eneste undersøgelse af forældreevnen. Kommuners tilgang til sagerne og de børnefaglige undersøgelser synes påvirket af en "automatisk" og standardiseret forklaring som lyder på "omsorgssvigt", fordi Kommuner har som vane, kun at se på bestemte løsninger på bestemte problemer.
Børnene som kommer i klemme i dette kommunale maskineri vil efterfølgende få store udviklingsproblemer. Børns spirende potentiale ødelægges, hvis der ikke ydes den rigtige hjælp i tide pga. det offentliges "hovsa" løsning på den korte bane.
I disse sager virker det som om,de børnefaglige undersøgelser skrives, efter at afgørelsen om at det drejer sig om omsorgssvigt i praksis er truffet, en form for "baglæns" udredning. Især i de tilfælde hvor forældrene har ansat handicaphjælpere i hjemmet, er systemet tilgang farvet af den overbevisning eller fordom, at barnet er omsorgssvigtet fordi "...det må jo være hjælperne som er de primære omsorgsspersoner...".
"Barnets Reform" (2009) var tænkt som et redskab til hurtig eg effektiv indgriben over for børn der reeelt trues af grov og indlysende omsorgssvigt. En udmærket tanke, fordi barnets tarv sættes i højsædet. Det har desværre gjort, at Kommuner totalt tilsidesætter hensynet til, at familiers enhed holdes samlet. Med reformen kan sagerne slankes med hensyn til dokumentation, og selv "tyndbenede" sager kan overleve Ankeinstanserne.
En løsning kunne være, at FNs Børnekonvention anvendes i kombination med Fns Handicapkonvention, fordi familier bør ikke splittes pga sygdom/handicap, udfra elementære menneskerettigheder.
Desværre er det stadig ret almindeligt, at nogle fagpersoner ser mennesker, især med Cerebral Parese (spastikere) og talehæmning som nogle der fordomsfuldt stemples som havende kognitive vanskeligheder og er ude af stand til at varetage forældrerollen. Hertil skriver "Det Centrale Handicapråd": "Vedrørende spørgsmålet om forældre med handicap er bedre eller dårligere end andre til at opdrage børn, er skeptiske holdninger fremherskende (...). Omkring en fjerdedel mener, at personer med spastiske lammelser (CP) er lidt eller meget dårligere til at opdrage børn end andre (Det Centrale handicapråd, side 10) (http://www.dch.dk/sites/default/files/Endelig%20foranalyse.pdf)
Forældre med handicap burde være en integreret del af et moderne samfund, og ikke stadig være et særsyn som er genstand for diskrimination og fordomme, dertil burde emnet "forældre med handicap" blive en fast del af pensum på socialrådgiver uddannelsen og styrke fagligheden. Det virker som om kompleksiteten i sagerne er en alt for stor mundfuld for en del af de bacheloruddannede sagsbehandlere.
Nogle Kommuner er mere problemkommuner end andre, mange borgeres tillid til forvaltningerne er i bund, serviceniveauet er alvorligt skrantende overalt, Regeringens aktuelle forslag (nu midlertidigt trukket tilbage af Socialministeriet) til reform af Serviceloven vil desværre begrænse handicappedes retssikkerhed yderligere. Danske Handicaporganisationer er i oprør mod denne politiske tendens, men forholdene for handicappede generelt og forældre med handicap i særdeleshed ser ud til at blive værre i fremtiden.
Her har kun partier som Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten meldt ud, at ville arbejde for at styrke rettigheder for forældre med handicap.
Politik former tidens pædagogik, politik påvirker et samfunds børnesyn og synet på personer med handicap, en reformeret Servicelov med de varslede ændringer vil uvilkårligt påvirke pædagogerne -og socialrådgivernes arbejde yderligere.
Dette debatindlæg danner grundlag for en kommende PHD afhandling på Universitet, om vilkårene for forældre med handicap i Danmark.
Antonio Medone
Kandidat i Pædagogisk Sociologi
Bachelor som Pædagog