Tunnelpris på ekstra ni milliarder bekymrer politikere.
Hvor Femern A/S i november skønnede, at det koster godt 40 milliarder kroner at bygge en sænketunnel under Femern Bælt, blev politikerne fra partierne bag projektet tirsdag præsenteret for en forventet pris på tæt på 50 milliarder kroner.
Det er de konkrete priser på projektets fire største arbejdsopgaver, der samlet set har gjort projektet ni milliarder dyrere.
Politikerne blev tirsdag præsenteret for et foreløbigt anlægsbudget, hvor tilbagebetalingstiden for tunnel og landanlæg ganske vist kun øges fra 37 til 39 år, men hvor projektets ekstra reserve på 6,7 milliarder er sat i spil.
Det gør politikerne så utrygge, at den endelige beslutning om at bygge Femern Bælt-forbindelsen er udskudt til september.
På tirsdagens møde kunne forligspartierne bekræfte hinanden i, at man stadig står samlet bag projektet, og at anlægsloven stadig skal vedtages inden sommerferien. Men samtidig blev det aftalt, at der skal skaffes et mere sikkert økonomisk grundlag for projektet. Femern A/S blev sat til at gå til de store tilbudsgivere med ønsket om at få sænket priserne.
Læs mere om den udsatte beslutning og konsekvenserne af det i onsdagens udgave af Folketidende.
Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed