Søren Malling: Frihedstrang fik mig ud af folkekirken

Søren Malling blev sendt i søndagsskole som lille, men skuespilleren har det svært med tvungne fællesskaber og vidste hurtigt, at folkekirken ikke var noget for ham.

Netop nu er han aktuel i filmen "Gud taler ud" af Henrik Ruben Genz. Her fortæller den 53-årige skuespiller om sit forhold til tro og religion.

Hvilken tro er du opdraget i?

- Man er jo en del af folkekirken, når ens forældre vælger, at man skal døbes. Men jeg meldte mig ud af folkekirken, så snart jeg kunne, så det var som 18-årig. Jeg fik en ordentlig skideballe af den lokale præst. Det synes han ikke, jeg skulle og spurgte, om jeg lige havde tænkt over det. "Det kan du tro, jeg har", svarede jeg.

- Jeg har en trang til frihed, og jeg vil ikke være med i fællesskaber, jeg ikke selv har valgt. Og her følte jeg mig tvunget til at skulle tro på en bestemt gud, og derfor meldte jeg mig ud.

Hvor vigtig var religion i dit barndomshjem?

- Mine forældre var medlemmer af det, man dengang kaldt en valgmenighed, hvor man samles i en forening og vælger sin egen præst og ikke bare af staten bliver påduttet en sognepræst.

- Jeg gik i søndagsskole om lørdagen. Det var sådan noget halvkristent noget med nogle gamle madammer, som passede en flok unger i virkeligheden. I mange år troede jeg, at ham, de talte om, hed Jesus Kristensen.

- Min mor har senere fortalt mig, at grunden til, at jeg gik der, egentlig bare var, for at hun og min far kunne være lidt alene hjemme. Så sad vi børn dernede med saftevand og æbleskiver, mens de voksne kunne sove længe, eller hvad de nu havde lyst til.

Hvad betyder tro for dig i dag?

- Med alderen er jeg ikke rykket tættere på gud, men jeg er kommet nærmere en erkendelse af, at vi som mennesker engang imellem har brug for noget, der er udefinerbart. En form for zen. Og det har jeg også brug for. Er det en tro? Ja, det er det da i høj grad, vil jeg mene. Men det er ikke noget, jeg nødvendigvis har brug for at dele med andre i et fællesskab.

Hvordan dyrker du din tro?

- Jeg ved ikke, om jeg ville kalde mig selv for ateist, men jeg er i hvert fald stærkt ikke-troende. Jeg har i mange år haft en modstand mod den etablerede danske folkekirke, men jeg har ikke søgt mod andre religioner, men bare befundet mig godt med at være neutral.

- For eksempel skyder jeg lerduer, og det har ikke en skid med religion at gøre, men det bliver meditativt for mig og en zen-agtig oplevelse. Det er mit religiøse rum, som jeg selv har nøglen til, og der hænger ikke nogen dagsorden på væggene.

Hvornår har du sidst tvivlet på din tro?

- Jeg tvivler ikke. Det tror jeg, man gør, hvis man er troende og føler, at der ikke sker en skid. Så kan man komme i tvivl.

Tror du på et liv efter døden?

- Både ja og nej. Nej, for det der legeme, man har, går jo i opløsning. Hvis der skulle være et liv efter døden, skulle der på en eller anden måde svæve noget op i sfæren.

- Men jeg er tilbøjelig til at gå med på legen. Men jeg synes, det er skidt, hvis man helt ukritisk går rundt i den tro, at der er et liv efter døden, for så går man lidt med troen på, at hvis man laver noget lort, får man får en chance til. Jeg mener, man skal leve det liv, man nu engang har. Det kommer der det bedste ud af.