Den danske forsker og modstandsmand var døden nær under Anden Verdenskrig, men endte med at leve et langt liv.
Lægen og modstandsmanden Jørgen Kieler døde søndag i en alder af 97 år.
Bagude ligger et langt liv, der blev dedikeret til at kæmpe. Først som modstandsmand mod den nazistiske besættelsesmagt. Senere som forsker mod kræftsygdommen.
Kieler blev student fra Horsens Statsskole i 1939, hvor Europa stod på kanten af en verdenskrig.
Den unge Jørgen Kieler flyttede derefter til København for at studere medicin.
I begyndelsen af 1943, hvor Danmark havde været besat af Hitlers tropper i næsten tre år, tog Kieler en beslutning, der skulle forme resten af hans liv: han gik ind i modstandsbevægelsen.
Først fik han kontakt til folkene bag det illegale bladarbejde i organisationen "Frit Danmark".
Senere oprettede Jørgen Kieler sammen med en gruppe studiekammerater en organisation, der transporterede danske jøder til Sverige.
Han gik nu ind i sabotageorganisationen Holger Danske.
Her var han hovedkraften i vellykkede sprængninger mod Varde Stålværk og Burmeister & Wain i København.
I februar 1944 blev Kieler såret og fanget under en mislykket sabotageaktion i Aabenraa. Han blev herefter dømt til døden.
Dødsdommen over Jørgen Kieler og hans bror Flemming blev dog ændret efter henrettelsen af en anden modstandsgruppe, Hvidstengruppen.
I stedet blev brødrene sendt via Frøslevlejren i Danmark til koncentrationslejren Porta Westphalica i Tyskland.
Han overlevede otte måneder i lejren, selv om han blev udsat for mishandling og stærke helbredsmæssige belastninger.
Efter krigen fik Jørgen Kieler sin lægeeksamen. I 1954 blev den opgraderet til en doktorgrad.
Den tidligere modstandsmand blev en anset kræftforsker, der lagde en stor del af sin arbejdsindsats på Fibiger Instituttet i København, hvor han beklædte en række stillinger, indtil han blev dets direktør i 1984 og var det frem til 1989.
Kieler var desuden forskningschef under Kræftens Bekæmpelse fra 1980.
Jørgen Kieler brugte også sine erfaringer fra opholdet i en tysk fangelejr i flere omfattende undersøgelser af udviklingen i fangers fysiske tilstand.
Han mistede aldrig sin tilknytning til modstandskampen. Således var han formand for 4. Maj Kollegierne fra 1982 til 1989 og formand for Frihedsfonden fra 1975 til 1988.