Vi bruger cookies!

folketidende.dk anvender cookies til at give dig en god oplevelse, og til at huske dine indstillinger, gemme statistik og til at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker på et link på www.folketidende.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere
mit folketidende klub folketidende cookie-og-privatlivspolitik
Hvis du vinder en konkurrence hos Jo:ga med gratis træning, er det med at melde dig ud hurtigst muligt, hvis du ikke ønsker at træne videre som almindeligt medlem. Når du ind i den måned, hvor din præmie udløber, bliver du nemlig bonnet for to måneders betalinger.
Foto: Free/Colourbox, arkivfoto

Livsstil

Det kan blive dyrt at vinde en Facebook-konkurrence

Hvis du vinder gratis træning, kan det komme til at koste dig flere hundrede kroner. Der lurer nemlig en abonnementsfælde.




19. maj 2017 kl. 09:05 Af /ritzau/

Annonce

Seks ugers gratis træning hos Jo:ga. Det lyder ikke dumt. Du skal skrive dig op til nyhedsbrevet, så er du med i konkurrencen. Nemt.

Det gjorde Selina Larsen, og til hendes glædelige overraskelse får hun en besked om, at hun har vundet seks ugers gratis træning.

Hun finder Snapchat frem for at dele glæden med nogle venner. Det viser sig ret hurtigt, at hun ikke er alene om det.

- Min ene veninde havde to andre veninder, der havde vundet, og en anden veninde sagde, at hun kendte fire, der havde vundet, siger Selina Larsen fra København.

Og så begynder alarmklokkerne at ringe.

Selina læser sin "tillykke"-mail igennem, og bemærker den lille tilføjelse med grå skrift, at hun efter de 42 dage automatisk vil overgå til et abonnement til 449 kroner om måneden.

Det vil sige, at hun skal melde sig ud hurtigst muligt for ikke at blive trukket for en dyr måned ekstra.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det problematisk, at oplysningen, om at man overgår til en almindelig abonnementsordning, først optræder, efter at man har deltaget og vundet. Yderligere forsøger firmaet også at nedtone informationen.

- Nu kommer oplysningen så endelig, men den skulle være kommet tidligere. Når de endelig kommer med informationen, så har de faktisk skjult den lidt. Den er mindre synlig end den øvrige tekst, og det er et problem, siger Tina Dhanda Kalsi, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk.

Beskeden om, at man efter de seks uger overgår til en almindelig abonnementsordning, står nemlig med en nedtonet, grå farve, som kan være svær at se.

Tina Dhanda Kalsi har set teksten, og hun mener, det er en problematisk fremgangsmåde.

- Med denne her tekst, vil jeg sige, at man som forbruger ikke har indgået en aftale - på trods af at det står med gråt. Jeg mener ikke, at der er indgået en gyldig aftale, hvis man udfordrer den som forbruger, siger hun og tilføjer:

- Det er det, man juridisk kalder et særligt byrdefuldt vilkår. Der vil lovgivningen efter min mening beordre, at det er særligt fremhævet. Men de gør det modsatte: De gør det mindre synligt.

Når man åbner medlemsbetingelserne, fremgår det, at opsigelsesfristen er løbende måned plus en måned. Hvis man deltager i en konkurrence, og herefter ikke kan undgå at skulle betale, er det direkte i strid med lovgivningen, mener Tina Dhanda Kalsi.

Ifølge Andreas Bang, indehaver af Jo:ga, bliver betalingen opkrævet månedligt, og derfor skal man have meldt sig ud igen, inden den måned, hvor de seks ugers gratis træning udløber. Ellers bliver man automatisk almindeligt medlem og bliver altså trukket 449 kroner om måneden.

Det vil sige, at hvis du ikke får meldt dig fra, inden den måned, hvor den gratis træning udløber, så kommer du til at betale for to måneder, altså 898 kroner.

Tina Dhanda Kalsi fortæller, at de hos forbrugerrådet Tænk har set flere eksempler på abonnementsfælder i forskellige afskygninger.

- Det, der overordnet kendetegner dem, er, at man får forbrugeren lokket ind i en aftale, uden at de er klar over det. Om det er en konkurrence eller en prøveperiode, der derefter løber over i et løbende abonnement, uden at man aktivt gør noget, det kan være forskelligt. Men ens for dem er, at forbrugeren kommer ind i en abonnementsaftale uden måske at have haft et ønske om det.

Indehaverne af træningscenteret Jo:ga står også bag Crossfit Copenhagen, som på lignende vis kører konkurrencer, hvor man overgår til en abonnementsordning.

Fakta: Dine rettigheder

- Husk at læse vilkår og betingelser. Hvis det fremgår, at der er særlige betingelser knyttet til din accept, så hænger du på den.

- Det er dog også op til firmaet at sikre sig, at det fremgår tydeligt.

- Sørg for at kommunikation med firmaet foregår på skrift, så du har skriftlige beviser.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Banner_livsstil

Annonce