Vi bruger cookies!

folketidende.dk anvender cookies til at give dig en god oplevelse, og til at huske dine indstillinger, gemme statistik og til at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Hvis du klikker på et link på www.folketidende.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere
mit folketidende klub folketidende cookie-og-privatlivspolitik
Det er en ud af fire danskere, der får et skattesmæk, når regnskabet gøres op til marts.
Det er en ud af fire danskere, der får et skattesmæk, når regnskabet gøres op til marts.
Foto: Free/Colourbox

Livsstil

Tjek din skat nu og undgå et smæk

Det er nu, at du skal tjekke din forskudsopgørelse og eventuelt reducere dine fradrag, hvis du vil gardere dig mod et skattesmæk til marts, lyder det fra Skat.




02. oktober 2017 kl. 09:40 Af Af Mathias Sinius Mølgaard & Kristine Dam Johansen/ritzau/FOKUS

Annonce

En ud af fire danskere skal typisk betale penge tilbage i skat, når årsopgørelsen kommer i marts måned.

Hvis du vil undgå at være en af dem, der får et skattesmæk, kan det være en god idé at kaste et blik på din forskudsopgørelse allerede nu, så du har en chance for at rette op på forkerte oplysninger, inden året er omme.

Det siger Jørgen Wissing Jensen, der er kontorchef med ansvar for årsopgørelser i Skats kundeservice.

- Først og fremmest skal du tjekke, om de lønoplysninger, du har registreret på din forskudsopgørelse, er nogenlunde retvisende, siger han.

Det kan du gøre ved at gå dine lønsedler for året igennem eller tjekke dine lønindberetninger, som du kan se under dine personlige skatteoplysninger på Skat.dk.

Hvis din løn har ændret sig væsentligt i løbet af året, eller du for eksempel kommer på dagpenge, kontanthjælp, pension eller efterløn, bør du rette din forskudsopgørelse.

Det er også en god idé at tjekke, om du har registreret de rigtige fradrag.

Hvis du i løbet af året har fået et fradrag, som du ikke længere er berettiget til, kan du risikere et skattesmæk.

- Det er for eksempel vigtigt at slette befordringsfradraget, hvis du har skiftet job og ikke længere har ret til befordring, siger Jørgen Wissing Jensen.

Hvert år sender Skat en advarsel til omkring 400.000 danskere, som står til at skulle betale en restskat på over 5000 kroner, og opfordrer dem til at ændre deres forskudsopgørelse.

Hvis du vil gardere dig mod et skattesmæk, skal du være påpasselig med at registrere en højere lønindkomst på din forskudsopgørelse, end du egentlig har.

Så stiger dit beskæftigelsesfradrag nemlig, og på den måde risikerer du at skabe restskat i stedet for overskydende skat, siger Jørgen Wissing Jensen.

- Hvis du vil være på den sikre side, er den bedste metode at reducere i dine fradrag på forskudsopgørelsen, siger han.

Det kan du gøre ved for eksempel at registrere et mindre befordringsfradrag, end hvad du egentlig er berettiget til. Det skaber en lille overskydende skat.

Fakta: Ret din forskudsopgørelse løbende

- Skat anbefaler, at du løbende retter din forskudsopgørelse, når der sker en ændring i dit liv.

- Det kan være, hvis din løn ændrer sig væsentligt, du køber eller sælger en bolig, eller du for eksempel kommer på dagpenge, kontanthjælp, pension eller efterløn.

- Udbetaling Danmark bruger forskudsopgørelsen til at beregne offentlige ydelser, så du risikerer også at skulle betale penge tilbage til det offentlige, hvis der er fejl på din forskudsopgørelse.

Kilde: Jørgen Wissing Jensen, Skat.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.
Banner_livsstil

Annonce