Vi bruger cookies!

folketidende.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.folketidende.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere
mit folketidende klub folketidende cookie-og-privatlivspolitik

Foto: Privatfoto

Lokal nyt

47-årig fra Nørre Alslev er fanget i Filippinerne

Michael Christensen, der stammer fra Nordfalster, kom for nogle måneder siden ud for en tragisk ulykke




29. november 2013 kl. 06:57 Af Martin Ahlgreen, Margit Olsen og Jakob Poulsen

47-årige Michael Christensen, der stammer fra Nordfalster, er indlagt på et sygehus i Filippinerne efter en motorcykel-ulykke, som skete 18. august i år, da Michael Christensen opholdt sig i området.

- Han har det skidt og risikerer at dø, hvis regningerne for hans hospitalsophold ikke bliver betalt.

- Hvis ikke Michael Christensen kan skaffe pengene, kan han ikke blive færdigbehandlet. Og standarden på sygehuset er ikke så høj, at jeg tror på, de kan færdigbehandle ham, siger André Jensen fra Nysted, som opholder sig i Cebu og har besøgt den 47-årige på Vicente Sotto Hospital i Cebu.

Vil gerne hjem til Danmark

- Der er hul ind til hans hjerte, fem knuste ribben er fjernet, han har slange i halsen. Han er skræmmende tynd og kan kun nikke og ryste på hovedet med svage bevægelser.

- Michael Christensen vil meget gerne til Danmark for at blive færdigbehandlet, men pengene er der ikke. Han skal blandt andet have en større plastikoperation, fordi hans hjerte nærmest er blottet på grund af de manglende ribben, fortæller André Jensen.

Forsikringer var ikke i orden

Ifølge den filippinske politirapport kørte Michael Christensen ind i et træ, og da hans forsikringer ikke var i orden, endte han på det lokale hospital.

Michael Christensen kan ikke tale, men så glædeligt overrasket ud, da André Jensen dukkede op på hospitalet, hvor Michael Christensen nu har været indlagt i flere måneder.

- Sådan er systemet hernede. Er man ikke forsikret, eller har man ikke penge nok, så stopper sygehuset bare behandlingen, fortæller André Jensen.

I øjeblikket ser det ikke ud til, at der kommer økonomisk hjælp nogen steder fra, og Michael Christensens skæbne er uvis, når der ikke længere er penge til behandling.

- Hver en behandling bliver der skrevet regning på, fortæller André Jensen.

- Lige fra medicin, bandage og operationer til det udstyr, der skal bruges både før og efter operation.

Her rækker Michael Christensens førtidspension hjemme fra Danmark ikke langt.

Regningen stiger

Regningerne hober sig op og reglen er, at man ikke bliver udskrevet, før regningerne er betalt. Regningerne ender i øjeblikket hjemme hos Michael Christensens familie i Nørre Alslev, som ikke har mulighed for at betale de store beløb.

Ud over de økonomiske problemer i forbindelse med indlæggelsen efter ulykken er Michael Christensens visum også udløbet. Han skulle have fornyet det i slutningen af august, men det forhindrede ulykken ham i.

Michael Christensen ligger på en enestue, hvilket er over almindelig standard. Han har en slange gennem halsen, og han kan ikke spise den mad, som sygehuset kan tilbyde. Hans filippinske veninde Annelis forsøger at lave noget flydende kost, som han kan synke.

Annelis har næsten uafbrudt siden ulykken været ved Michael Christensens side og plejet ham. En pleje som ifølge André Christensen sikkert har været med til, at Michael Christensen har overlevet sine alvorlige skader.

André Jensen fortæller, at man på hospitalet mener, at Michael Christensen inden længe vil være frisk nok til at tage flyveturen hjem til Danmark, hvis nogen kunne følge med ham. Men først skal der skaffes penge til det.

André Christensen har via folketidende.dk tilbudt Michael Christensens familie at være det danske bindeled på stedet.

Familien, som ikke ønsker at stå frem i medierne, fortæller, at konsulatet i Cebu City i Filippinerne, som har fået bemyndigelsen over Michael Christensens konto, sørger for, at regningerne for operationerne bliver betalt, men nu er kontoen tom, og regningerne bliver sendt hjem til familien.

Regningen lyder i øjeblikket på 74.000 kroner, og det er kun en foreløbig regning, som kan stige meget mere.

Bekendt med sagen

I Udenrigsministeriets Borgerservice er man bekendt med Michael Christensens sag.

- Vi kender godt til denne triste sag, men desværre er der ikke så meget, vi kan gøre. Vi har simpelthen ikke hjemmel til at betale for hjemturen, siger Søren Vøhtz, der er kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice.

Han tilføjer:

- Men vi har forsøgt at hjælpe på andre måder. Vi har blandt andet været i kontakt med de pårørende og forsøgt at hjælpe dem med et økonomisk overblik.

I dialog med konsulatet

Samtidig har Borgerservice været i tæt dialog med Det Danske Konsulat i Filippinerne. Konsulatet har hjulpet med at få indsamlet penge via lokale velgørenhedsorganisationer til Michael Christensens hospitalsregninger, og Søren Vøhtz slår fast, at der har været stor velvillighed til at hjælpe.

- Det er godt nok, at lokalbefolkningen vil hjælpe, men så heldig er man ikke altid, så sagen viser, hvor vigtigt det er, at få lavet sig en rejseforsikring, slutter Søren Vøhtz.




KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.
comments powered by Disqus

Læserbreve

AF: PERNILLE JENSEN

Journalistik 26. september 2016 kl. 17.37

AF: LINDA SOMMER

Børnedannelse 21. september 2016 kl. 07.10

AF: BJARNE CHRISTENSEN

Pleje Plus. 16. september 2016 kl. 14.16

AF: BJARKE ROSENKILDE

Hedder De mon d'himmi til… 09. september 2016 kl. 17.30

Annonce