Fire tidligere medarbejdere i Pleje Plus mener, at de har feriepenge og pension til gode hos firmaet, som de ikke kan få.
- Nu har vi fået nok. Derfor står vi frem med vores historie i håb om, at der nu kan ske noget.
Sådan lyder det fra fire tidligere medarbejdere, Helle Christensen fra Dannemare, Trunte Schultz fra Nørre Alslev, Pia Riderstrøm fra Nysted og Kirsten Hansen fra Nakskov, der alle fortæller næsten enslydende historier om, at de, trods kontakt til Pleje Plus, ikke har fået pension udbetalt og mangler at få indberettet feriepenge for den periode, de har været ansat.
Fælles for de fire er, at de er blevet fyret i Pleje Plus af forskellige årsager.
- Vi har haft massivt overarbejde, har taget ekstravagter og dobbeltvagter. Da vi begyndte at sige nej eller blev syge, så blev vi fyret, fortæller Pia Ridderstrøm.
Har kontaktet Pleje Plus
Alle fire fortæller, at de flere gange har kontaktet Pleje Plus både telefonisk og via mail for at få udbetalt pension og feriepenge.
Pleje Plus-direktør Lena Løve Jensen afviser totalt, at firmaet har udestående med tidligere medarbejdere.
- Det må være, fordi de ikke har sat sig ordentligt ind i tingene.
Sådan lyder reaktionen fra Lena Løve Jensen, direktør i Pleje Plus, som svar på kritikken fra fire tidligere medarbejdere, der mener, at de har pension og feriepenge til gode i Pleje Plus.
- Alt pension er indbetalt til Pensam. Det er noget, der kører helt automatisk. Jeg har også skrevet til de tidligere medarbejdere tusinde gange, at de skal gå ind på borger.dk. Dér står feriepengene, slår hun fast og tilføjer.
Læs meget mere om sagen, hvor tidligere medarbejdere og direktør har hver deres udlægning af ansættelsesforhold og efterfølgende lønøkonomi i lørdagens Folketidende.