Henriette Lund Pedersen har sagt sit job op.
Lollands turistchef, Henriette Lund Pedersen, sagde i går sit job op, og fratrådte stillingen med øjeblikkelig virkning.
Det oplyste formanden for Lolland Turistråd, Birger Christensen, kortfattet i går i en mail til turistrådets samarbejdspartnere.
Opsigelsen er begrundet i uoverensstemmelser vedgår Birger Christensen, men har ellers ikke flere kommentarer og henviser til Henriette Lund Pedersen selv.
- Det er kedeligt, men sådan er det, og nu vil stillingen blive slået op, siger formanden for Lolland Turistråd til avisen.
Avisen har ikke kunne træffe Henriette Lund Pedersen.
I juni 2012 indførte Lolland Byråd en ny struktur på turismeområdet. Driften af turistbureauerne i Maribo og Nakskov blev overdraget til turistrådet, der er etableret af Nakskov Handel og Erhverv, Maribo Handelsstandsforening, Rødby Erhvervsforening, Vestlolland Turistforening og Maribo Turistforening.
Tilpasningen indebar en ny struktur, hvor der kun er én turistchef, og det kostede Maribos daværende turistchef, Karen Albrechtsen, jobbet.
Lolland Turistråd får i øjeblikket 2,1 million kroner i tilskud om året af kommunen.