Håndboldklubben NFH må sande, at hvis man skal rykke op, er det lettere at vinde den række, man spiller i - end at avancere gennem kvalifikationskampe.
Især når man står over for et rutineret divisionshold som Tarup/Paarup, der både udviste fysisk styrke og mentalt overskud.
Inden returkampen i aftes havde NFH et forspring på fire mål via sejren på 24-20 på egen bane. Men i Odense var det værterne, der bestemte hele vejen igennem.
Og da kampen gik ind i den afgørende fase, kunne fynboernes rutinerede bagkæde lukke ballet med en storsejr på hele 30-19. Dermed forbliver Tarup/Paarup i 3. division, og NFH forbliver Kvalifikationsrækkehold.
- Vi forsøgte at satse, men gik helt ned i den sidste del af kampen, sagde træner Allan Jørgensen, NFH.
Tarup/Paarup dækkede tæt på Trine Frederiksen, og dermed havde NFH reelt kun Julie Sandau tilbage til at markere sig fra distancen. Hun fik igen vist sit potentiale - men kunne ikke gøre det alene.
Afgørende blev det også, at værterne formåede at bruge deres fysiske overskud, og de hårde tacklinger bekom ikke NFH vel.
- Men vi blev dog på ingen måde bortdømt, erkendte Allen Jørgensen, som stopper i NFH efter denne sæson.
Hvem, der overtager holdet, er ikke offentliggjort.