Nykøbing-bokser forsvarede for fjerde gang DM-titel.
Ingen over eller ved siden af Oliver Meng.
Søndag formiddag slog den 17-årige Nykøbing-bokser sig suverænt til danmarksmesterskabet for U/19, letweltervægt (60-64 kg), i Esbjerg.
Oliver Meng besejrede i finalen Islam Zajpulajev fra Herning med dommerstemmerne 3-0.
- Han var stærk, når man kom ind på kroppen af ham. Min taktik var derfor at bokse ham fra distancen. Tage et skridt tilbage og slå kontra, fortæller Oliver Meng.
Fighteren fra Gedser var klart bedst i de to første omgange. Det var fjerde gang, at han forsvarede sin DM-titel.
- Jeg var kun en lille smule nervøs. Det hjælper, når man har prøvet det før, siger Oliver Meng.
Udover DM-titlen scorede Oliver Meng også en pokal for kåringen som stævnets bedste U/19-bokser.