OPDATERET med billedserie: Stoholm fik ikke et ben til jorden.
Team Sydhavsøernes håndboldmænd leverede varen søndag eftermiddag i Maribo-Hallerne, hvor Stoholms 1. divisionsmandskab blev gennembanket 33-22.
Et topmotiveret hjemmehold afgjorde det hele i første halvleg, hvor alt gik op i en højere enhed: Offensiven sprudlede, defensiven stod solidt og målmand Nicolaj Frejlev storspillede med mange flotte redninger.
17-8-pauseføringen blev udbygget i anden halvleg, hvor træner Johan Zanotti også benyttede substitutterne på bænken. Således blev der spilletid til samtlige 14 i truppen.
Martin Vilstrup blev med ni scoringer nok en gang topscorer, men Magnus Campbell, som fik sit gennembrud, blev fortjent kåret til Man of the Match. Fem gange lynede højrehånden hos den tidligere HIK-spiller.
Læs meget mere mandag i Folketidendes sportstillæg.