Den såkaldte Dublin-forordning er kommet under pres på grund af migrantstrømmen mod Europa.
Østrig og Tyskland er gået med til at lade migranter, som har opholdt sig i EU-landet Ungarn, bevæge sig gennem de to lande.
Ifølge den såkaldte Dublin-forordning ville migranterne ellers som hovedregel skulle have behandlet deres eventuelle asylsag i det første EU-land, de kommer ind i.
Læs her, hvad forordningen går ud på:
* Dublin-forordningen - eller Dublin II-forordningen - skal sikre, at en asylansøgning kun behandles af ét land, og at man hurtigst muligt finder frem til, hvilket land der er ansvarlig for proceduren. Dermed forsøger man at undgå misbrug af asylsystemet, og at asylansøgerne sendes fra land til land.
* Alle EU-lande samt Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein er del af forordningen, som trådte i kraft i 2003 og erstattede Dublinkonventionen fra 1990.
* Der er opstillet en række kriterier, der afgør, hvilken stat der er ansvarlig for asylbehandlingen. De ser i prioriteret rækkefølge sådan her ud:
- Det land, hvor ansøgerens nærmeste familie opholder sig.
- Det land, der har udstedt en opholdstilladelse eller et visum til ansøgeren.
- Den første medlemsstat, som ansøgeren ulovligt er indrejst i.
- Det land, hvor ansøgeren først har søgt om asyl.
* Hvis det ud fra disse kriterier ikke er muligt at bestemme en ansvarlig medlemsstat, er det den første medlemsstat, som ansøgningen er indgivet i, der er ansvarlig for behandlingen.
* Alle lande i Dublin-forordningen kan på begæring af et af de andre lande acceptere at behandle en asylansøgning af eksempelvis humanitære grunde.
* Det historisk store antal migranter i Europa har til en vis grad sat Dublin-forordningen ud af kraft, da EU's grænselande mod syd oplever et stort pres på deres asylsystem.
Kilder: EU-Kommissionen og nyidanmark.dk