BILLEDSERIE: Traditionen var der middag, auktion, underholdning, kendis gæster og poker ved årets LF-indsamling.
LF indsamling 2016 gav 237.430 kroner til Kræftens Bekæmpelses lokale arbejde på Lolland-Falster. Det er under halvdelen i forhold til sidste års indsamling.
- Vi må erkende, at vi har haft udfordringer med at få hele arrangementet løbet i gang i år. Dertil kommer, at vi ramte en dag, hvor der var publikumsmagneter som Mick Øgendahl show, og sæsonens første håndbold- og fodboldkampe hos NFH og NFC, siger radiochef Anders Brønholt.
Indsamlingen er delt på to aktiviteter. Dels en auktion af donerede effekter på Lauritz.com og dels en velgørenhedsmiddag, som fandt sted på Hotel Falster torsdag aften og afslutter indsamlingen for i år.
- Trods skarp konkurrence fra andre store arrangementer i Nykøbing torsdag aften, må indsamlingen betragtes som en succes, der snart vender tilbage.
Datoen for næste indsamling er fastsat til den 20. april til næste år. Nu skal der evalueres og de gode kræfter skal samles igen, og hvis man vurderer efter begejstringen hos mange af deltagerne, vil man kunne se frem til en væsentlig større indsamling til næste år, siger Anders Brønholt.
LF Indsamlingen i år er ottende sæson og pengene går til at sikre, at der fortsat er professionel rådgivning i Maribo og Nykøbing og at landsdelens børneinstitutioner får nye solsejl til beskyttelse af børnene i middagssolen.
LF Indsamlingen arrangeres af Radio SydhavsØerne, Hotel Falster, JJ Poker, Emil Hansen & Søn, Friis Trafik, Garant Maribo og Vordingborg, Pajor og Koncept Lab, der alle arbejder frivilligt.