Af en sms til en borger fremgår det, at borgmesteren i Guldborgsund Kommune ikke kendte til forsøget med at slukke gadebelysningen på udvalgte steder.
Gadelyset som forsøgsvis holdes slukket i maj, juni og juli overalt i Guldborgsund Kommune - bortset fra udvalgte færdselskryds, torve og gågader - har fået sindene i kog hos mange borgere. Og nu viser det sig, at borgmester John Brædder angiveligt ikke har været opmærksom på forsøget med at slukke gadelyset.
I en sms til en utilfreds borger skriver han nemlig, at der må være tale om fejl på anlægget.
- Jeg har ikke set nogen beslutning om at slukke lyset klokken 21.30, hvilket jeg aldrig vil gå med til. Så kan vi jo lige så godt pille gadebelysningen ned, skriver borgmesteren. Det har dog ikke i dag været muligt at få en kommentar fra ham.
Forsøget blev sat i gang den 1. maj, og mange utilfredse borgere har da også allerede sat en underskrift indsamling i gang for at få lyset tilbage. Foreløbig har Seas-NVE fået 20 til 30 henvendelser, som de dog alle har vist videre til Guldborgsund Kommune.
Henvendelserne får dog ikke formanden for Teknik- og Miljøudvalget til at ændre beslutningen.
-Der er altid en vis indkøringstid på sådanne beslutninger, så det undrer mig ikke med de her reaktioner, siger han og understreger, at det er for tidligt at evaluere på forsøget.