Midt under mandagens storm fandt en mand fra Nysted en druknet mand i vandkanten.
I stormvejret mandag eftermiddag fandt en mand fra Nysted en død mand i vandet ved Holten Strand øst for Nysted.
Den druknede var kun iført et par badebukser og en tyk sølvkæde om halsen. Politiet kunne ikke umiddelbart identificere ham.
Onsdag formiddag var politiet parat til, at offentliggøre et billede af en tatovering, som den druknede havde på den ene skulder.
Men en kontakt onsdag til Interpol afslørende, at manden kunne være en tysk lystfisker, som har været savnet siden september.
- Engang i september forsvandt to lystfiskere fra den tyske side af Østersøen. Den ene er fundet et sted ved Lolland, og den døde mand ved Holten Strand kan være den anden, siger Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing.
Manden er dog ikke endeligt identificeret endnu.