Efter i vrede at have forladt Socialdemokratiet danner Kaj Petersen egen liste.
Sakskøbinglisten hedder den nye lokalliste, som eks-borgmester, i både den tidligere Sakskøbing Kommune og Guldborgsund Kommune, Kaj Petersen har dannet for at kunne stille op til det kommende kommunalvalg.
Det gør han sammen med en anden sakskøbingenser og tidligere byrådskollega og forhenværende partifælle, Preben ”Pub” Rasmussen, som ligeledes har siddet i både Sakskøbing og Guldborgsund Byråd for Socialdemokratiet.
- Vi er indtil videre fem, som er enige om at danne Sakskøbinglisten, men vi arbejder med yderligere fire-fem navne, siger Kaj Petersen, som endnu ikke vil sætte navn på andre end Preben ”Pub” Rasmussen og ham selv, siger den 70-årige Kaj Petersen.
Sakskøbinglisten vil kæmpe for de mindre samfund og købstæder i Guldborgsund Kommune.
- Vi vil gerne være en modvægt til, at alt ikke skal koncentreres omkring Nykøbing. Vi har et stort område og en masse lokalsamfund og mindre købstæder og byer, som også skal dækkes, siger Kaj Petersen.
Han forlod sidste år i oktober Socialdemokraterne i vrede, fordi han mente, at nogle havde konspireret imod ham med det resultat, at han endte på en 18. plads ud af 21 mulige på Socialdemokraternes opstillingsliste til det kommende kommunalvalg i november.
Læs mere i dagens udgave af Folketidende.