Ekspert: Arbejdsretssag er ubrugelig efter lærerlockout

En afgørelse fra Arbejdsretten vil være ubrugelig, når konflikten mellem lærerne og Kommunernes Landsforening (KL) er slut.

04. April 2013, 18:11
Af /ritzau/

Derfor undrer det professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen, at Arbejdsretten torsdag valgte at udskyde sin afgørelse om, hvorvidt skolepædagogerne må føre opsyn med hele klasser under lockouten.

- Det er ikke usædvanligt, at Arbejdsretten udskyder en afgørelse, men det er usædvanligt, at man udskyder den til efter konflikten, siger Flemming Ibsen til Ritzau.

De fleste iagttagere forventer, at konflikten på skoleområdet vil være overstået i løbet af nogle uger, og lærerne vil derfor være tilbage bag katedrene, når Arbejdsrettens afgørelse falder 14. maj.

- Det er lidt mærkeligt, for når konflikten er slut, så er der ingen sag længere. Det er sådan set nu, man har brug for en afgørelse, siger Flemming Ibsen.

Professoren understreger, at han ikke kender den nærmere begrundelse for arbejdsrettens afgørelse.

- Det er jo sket før, at man har udskudt en afgørelse. Men det her lugter jo lidt af, at der kører nogle overenskomstforhandlinger, og at man så ikke ønsker at gå ind og afgøre sagen til den ene eller den andens fordel, siger han.

Landets skolepædagoger er modsat lærerne ikke ramt af lockouten, og derfor skal de arbejde under konflikten.

Pædagogerne nægter dog at skulle holde opsyn med hele klasser. Ved at overlade hele opsynet til pædagogerne pådutter man dem nemlig at udføre såkaldt konfliktramt arbejde, mener pædagogerne.

- Det er et grundvilkår i enhver konflikt, at man hverken må eller skal overtage konfliktramt arbejde, siger Peter Ibsen, som dog ikke vil gætte på udfaldet af en afgørelse i sagen.

/ritzau/

Mere erhverv

Lager-ansat får kæmpe erstatning for neger-chikane

En lagervirksomhed skal betale 220.000 kroner i erstatning til en...

Tusindvis af boligejere overvejer nyt lån i disse dage

Tusindvis af danske boligejere skal have fornyet deres boliglån til...

Erstatningssag mod Pandora er droppet

Kredsen af private investorer, der har tabt millioner af kroner på et...

FAKTA: Hvad er et F1-lån

Tusindvis af boligejere skal i disse dage beslutte, om de skal lægge...

Danskerne holdt lidt på pengene i juni

Danskernes tror på bedring i økonomien både i samfundets kasser og på...

Boligpriserne på vej mod niveau før krisen

Priserne på danske ejerlejligheder og villaer fortsætter med at stige...