Guldborgsund Kommune skal nu undersøge vandprøver.
Flere hundrede døde fisk blev i går eftermiddags fundet i en sø bag ved Horbelev Stadion.
Fiskene blev fundet af en kvinde, der var ude at lufte sine hunde i området ved stadion. Hun slog derefter alarm til Guldborgsund Redningsberedskab, og det skete klokken 17.
Indsatsleder Brian Midjord kørte derefter til stedet og fandt også de mange døde fisk i søen, der har marker på tre sider og Horbelev Stadion på den fjerde side.
- Jeg tilkaldte derefter miljøvagten, fortæller Brian Midjord.
Hverken han eller miljøvagten kunne umiddelbart se, hvad der er årsag til de mange fisks død.
Miljøvagten tog derefter prøver med sig, og de vil i dag blive afleveret til Guldborgsund Kommune.