avis

sammenfoldet avis

Fra metropol over Maya til junglen

BILLEDSERIE: Klub FTs rundrejse i Mexico byder på de store kontraster.

Mexico City med sine 21 millioner indbyggere i 2.200 meters højde bød torsdag i sidste uge velkommen til 30 oplevelsessultne Folketidende-læsere. Storbyen med den tætte trafik døgnet rundt og den store Zocálo (centrum eller torv red.) er i sig selv en helt unik oplevelse.

Byen ligger i højlandet i centrum af Mexico, hvor det tydeligt mærkes at man befinder sig i de tyndere luftlag. Tæt ved Zocáloen eller Plaza De La Constitución, som pladsen rettelig hedder, blev der ved et tilfælde i 1978 opdaget et gammelt Aztekertempel-kompleks, som i dag udgør et stort arkæologisk område, som kan fortælle en hel del om Aztekerne, der levede i området for 700 år siden.

Hele landet byder på flotte og pompøse katolske kirker – den ene flottere og større end den anden. Alle steder opleves messer i alle døgnets lyse timer – og der er åbent for alle.

Også Mayaernes kultur kan nærstuderes i nærheden af byen Palenque, som ligger i junglen nede i lavlandet tæt ved grænsen til Belitze. Her finder man en meget velbevaret Maya-landsby, der havde sin storhedstid i år 300 til 700. Et kæmpe område med flere pyramider og paladser er gravet ud og her mærker man virkelig historiens vingesus.

Ligeledes i Palenque og omegn er vejret det man typisk forbinder med tropisk varme – fugtigt og varmt og det medfører også et fantastisk frodigt jungle-område med blandt andet flotte vandfald. Noget helt andet og en stor kontrast til Mexico Citys travle liv og noget køligere og tørrere luft.

Efter kold og spændende oplevelse i San Christobal del las Casas, hvor flere indianerstammer pryder gadebilledet i byen der ligger 2.200 meters højde, kom Folketidendes 30 gæster ned i havniveau og tropevarmen igen.

Få kilometer fra San Christobal i bjergene findes Sumidero-kløften, der strækker sig mere end 200 kilometer gennem det bjergrige landskab. Det vilde dyreliv med krokodiller, aber og gribbene opleves på helt tæt hold, mens kløftens høje bjergsider rejser sig mere end 800 meter op på de højeste steder.

Længere mod vest i nærheden af Tehuantepec ligger ruinbyen Mitla, hvor de mixtekiske indianere levede i årene 900 til 1.500. Endnu længere mod vest – i nærheden af Oaxaca står Nordamerikas største træ, der er 42 meter højt og er 58 meter i omkreds omkring stammen. Ahuehuete-træet, som det hedder, er mere end 2.000 år gammelt.

På en bjergtop tæt ved Oaxaca findes et stort arkæologisk område på bjerget Monte Alban, hvor en meget velbevaret zapoteker-by ligger. Zapoteker-indianerne boede på Monte Alban fra år 0 til år 700. Udover de fantastiske pyramider, så får man næsten åndenød af den fantastiske udsigt over Oaxaca fra Monte Alban.

I Oaxaca, som er en meget flot by med gamle bygninger fra den spanske koloni-tid, opleves også den flotte katedral i centrum samt byens hyggelige og livlige Zocálo (torv red.).

BILLEDESERIE

Fra metropol over Maya til junglen
89 billeder