avis

sammenfoldet avis

Hvad er et forebyggende hjemmebesøg?

Af Helene Goldberg, antropolog Sundhed og Arbejdsmiljø, Guldborgsund Kommune

Hvert år modtager borgere, der er 75 år eller ældre et brev fra forebyggelseskonsulenterne i Guldborgsund Kommune om, at de tilbyder at komme på besøg. Formålet med tilbuddet er at skabe tryghed og trivsel hos borgerne.
- Vi er ikke en myndighed, og vi kan ikke bevilge hjælp eller pleje. Vores rolle er at forebygge og rådgive, forklarer Ole Andersen, der er gruppeleder for forebyggelseskonsulenterne.
- Det er meget forskelligt, hvad vi rådgiver om. Det kommer an på, hvilket behov den enkelte har. Mange klarer sig jo rigtig godt, men kan være glade for noget information. Det kunne for eksempel være om aktiviteter i lokalområdet, så man kan styrke sit sociale netværk. Vi kan også gennemgå medicin, måle blodtryk, give råd om forebyggende boligindretning eller oplyse om andre forebyggende initiativer og kommunale tilbud, som borgeren kan ansøge om. Endelig kan vi tilbyde et ekstrabesøg i forbindelse med tab af ægtefælle, hvis der er behov for det. Borgerne har også mulighed for at kontakte os, hvis de har behov for råd og vejledning.

- Der var flere ting, jeg kunne bruge til noget
Ruth er en dame, som egentlig klarer sig godt. Hun er en habil væver, som gennem årene har vævet både tæpper og gardiner. Ruth fyldte 75 år i januar og fik for nyligt brev om, at hun kunne modtage et forebyggende hjemmebesøg. Det takkede hun ja til. Hun fortæller:
- Der var flere af de ting, som forebyggelseskonsulenten sagde, jeg kan bruge til noget. Noget ved man jo godt, for eksempel at man skal drikke meget vand og bevæge sig. Men det er godt at blive mindet om. Andre ting bliver mere konkrete, når man taler med en, der har overblik over det hele.
For eksempel fik Ruth og hendes ægtefælle oplysninger om, hvor de selv kunne anskaffe sig en rollator.
- Det var en stor hjælp, fortæller Ruth.
Forebyggelseskonsulenten rådede også Ruth og hendes mand til at kontakte kommunen for at få gjort noget ved de ujævne fliser foran hoveddøren. Det havde Ruth tænkt på i årevis, men pludselig blev det konkret. Hun skrev derefter til kommunens teknik- og miljøafdeling.
- De ringede dagen efter og sagde, at det skulle de nok se på.
Alt i alt oplever Ruth, at hun ved det forebyggende hjemmebesøg har fået mange tip til at gøre hverdagen lettere.
Desuden føler hun, at besøget har gjort, at hun fremover kan henvende sig til kommunen, uden ”at den er noget fjernt og ukendt”.
- Ja, og så var forebyggelseskonsulenten jo utrolig sød, slutter Ruth.

FAKTA:

Alle kommuner skal tilbyde årlige forebyggende hjemmebesøg til borgere, der er 75 år eller ældre - såfremt de ikke allerede modtager både praktisk og personlig hjælp fra kommunen. Det er forskelligt, hvordan kommunerne tilrettelægger tilbuddet.
I Guldborgsund Kommune modtager borgerne automatisk et brev om, at de tilbydes et besøg fra en forebyggelseskonsulent én gang årligt. Ønsker man ikke at modtage besøget, skal man melde fra.
I Guldborgsund Kommune er forebyggelseskonsulenterne uddannede sygeplejersker.
Læs mere om forebyggende hjemmebesøg på www.guldborgSUNDHED.dk under ”sundhedstilbud” eller kontakt Ole Andersen på tlf. 5473 2384 mandag til fredag mellem kl. 8 og 9.