Kendt rockfotograf til HM ’88 arrangement
Midt i årets første forårsmåned summer Magasinet i Theisens Gård af rockhistorie fortalt af Jørgen Angel og illustreret via projektor og lærred på ca. 2 ½ time. I pausen trækkes der lod om et litografi i plakatstørrelse til en værdi af 600 kroner og efter foredraget sælges der særligt udvalgte sort/hvid fotografier til yderst fordelagtige priser.
Foredraget indeholder over 400 af Jørgen Angels fotografier taget i perioden 1966 til 1983. Historiske rockfotos udvalgt blandt hans mere end 50.000 fotos fra perioden. Jørgen Angel fortæller, hvordan han startede som rockfotograf – og hvorfor han stoppede.
Under foredraget vil Jørgen Angel vise mange unikke fotos fra rockens guldalder. Han viser et udvalg af de eneste eksisterende fotos fra Led Zeppelins debutkoncert og fortæller hvorfor Led Zeppelin havde sin verdenspremiere i en gymnastiksal på en dansk skole. Jørgen Angel fortæller også om sine møder med glam-rockeren Marc Bolan og om hvordan han blev inviteret med i studiet under en pladeindspilning.
Der er billeder af en ung Annisette i 60’erne og lige så unge Sanne Salomonsen og Sebastian. Freddie Mercury, Ozzy Osbourne og Jimi Hendrix. Billeder og historier om Deep Purple fra før Ian Gillan kom med, mens han var med og efter David Coverdale havde overtaget mikrofonen.
Jørgen Angel fortæller om besøg hjemme hos grupper som The Who og Roxy Music, tager os med på sexclub med Alice Cooper og fortæller hvorfor han var den eneste fotograf back stage efter Gasolins uigenkaldeligt sidste koncert. Billedforedraget indeholder ikke før offentliggjorte fotos fra de første festivaler på Dyrskuepladsen i Roskilde, af hippierne i Fælledparken og fra Thy-lejren 1970.
Billedforedraget viser et centralt udsnit af rockens kulturarv fra en tid hvor stjernerne endnu ikke vidste de var stjerner, og hvor vagter, stage-managers, forbudt back-stageområde og kostbare sikkerhedsprocedurer endnu ikke var opfundet. Hvor fotograferne ikke kun måtte fotografere under koncertens tre første numre, men før, under og efter koncerten med mulighed for at fange det magiske og umiddelbare øjeblik som viste mennesket bag masken.
Jørgen Angel er internationalt anerkendt som en af tidernes store rockfotografer, og har bl.a. udstillet i gallerier i Amsterdam, Stockholm, London, og New York. Han leverer stadig billeder til talrige internationale magasiner, pladeomslag, DVD-produktioner og tv-programmer ligesom han har leveret billeder til luksus-fotobiografier om Jimi Hendrix og Jimmy Page.
Billetter til denne tidsrejse gennem rockens univers kan erhverves for 50 kroner plus gebyr i Super Best fra mandag den 20. februar. Eventuelt resterende billetter sælges ved indgangen lørdag den 17. marts fra kl. 19, hvor selve foredraget er fra kl. 19.30 til kl. 22.00. Derefter spilles musik indtil kl. 02 med de kunstnere foredraget omhandler.






