Lokale firmaer går glip af anlægs-job
Lokale byggefirmaer og entreprenører mener, at man går glip af meget store offentlige byggeopgaver på Lolland Falster, fordi måden, opgaverne fordeles på, nærmest udelukker de lokale virksomheder.
Kritikken rettes primært mod Guldborgsund Kommune og Guldborgsund Forsyning og dukkede op med ny styrke ved det seneste møde mellem byggebranchen og kommunen.
- Jeg undrer mig, når jeg ser de kommunale udbud. Lige nu står vi med meget store arbejder eksempelvis på Nørre Alslev Skole og på Saxenhøj. Men der er åbenbart ingen af os lokale, som kan være med, siger Lennarth Kobbernagel, formand for Dansk Byggeri Lolland-Falster.
- Det er i øvrigt lidt tankevækkende, at man åbenbart godt kan finde ud af at tilrettelægge tingene anderledes hos naboen i Lolland Kommune. Her har man for eksempel delt arbejdet med svømmehallen i Nakskov op, så lokale kan være med, tilføjer han.
Entreprenør Troels Jørgensen, Kettinge, bakker op om kritikken.
- Som det er nu, og som det desværre også kan blive ved de kommende store anlægsarbejder, forsvinder værditilvæksten fra vores landsdel, siger han.
Borgmester John Brædder, Guldborgsund, understreger, at man erkender problemet - men i høj grad er bundet af love og regler på udbudsområdet.
Flemming Bach, direktør i Guldborgsund Forsyning, som investerer massivt i anlæg i disse år, er på samme linje.
- Jeg hverken kan eller vil udtale mig om, hvad man gør for eksempel i Lolland Kommune. Men vi vil under ingen omstændigheder ud i nogen chancetagning med risiko for klagenævn og erstatninger, siger han.






