Audi udbrændt ved Nørrevænget en halv time efter at ejeren havde parkeret den.
En Audi personbil stod i lys lue, da brandvæsen og politi klokken 03.08 natten til tirsdag nåede frem til Nørrevænget 66 i Nakskov. Ifølge politiet er branden mystisk, idet der ikke umiddelbart er tegn på hvordan den er opstået. Ejeren, som er en ung mand, kom senere til stede og kunne oplyse, at han havde parkeret bilen ved 02.30-tiden, og at der på det tidspunkt ikke var noget i vejen.
Branden havde så godt fat, at bilen blev totalskadet, idet arnestedet tilsyneladende er kabinen. Politiet kan dog heller ikke udelukke at fyrværkeri kan have antændt branden, men årsagen skal undersøges nærmere.
Nakskov har oplevet flere bilbrande, hvor det viste sig at stjålne biler var blevet antændt for at fjerne eventuelle spor efter tyvene, men det var ikke tilfældet her.