Nu bliver skjulte tilbygninger opdaget
Masser af udvidelser, tilbygninger og ændringer har aldrig fundet vej til BBR-registret - selv om det udtrykkeligt står i loven, at det er ejerens ansvar, at oplysningerne i registret er korrekte.
De forkerte oplysninger fører også til forkerte - oftest for lave - indtægter til skattekassen via ejendomsskatten. Derfor forsøger man fra statslig side også i øjeblikket af få strammet op.
I Guldborgsund Kommune fortæller formanden for Teknik- og Miljøudvalget Arne Graae Jensen, at kommunen – ligesom landets øvrige kommuner - er blevet pålagt at skærpe kontrollen med oplysningerne i BBR-registret.
- Og det har også ført til en række såkaldte “lovliggørelses-sager” på det seneste, siger Arne Graae Jensen.
Opfordringen til at få “ryddet op” i BBR-registret er en del af forklaringen på det øgede antal sager. Sager som der nu er tid til, fordi der på grund af krise og vinter, ikke er mange byggesager at behandle.
Det er i øvrigt alene den nuværende ejer, der er forpligtet til, at fører BBR-registret ajour.






