avis

sammenfoldet avis

Professor: Femern A/S forbryder sig mod VVM-regler

Når Femern A/S nu for alvor går i gang med at finde entreprenører til at bygge en sænketunnel under Femern Bælt, forbryder man sig mod VVM-direktivet. Det mener Peter Pagh, professor i miljøret og planlovgivning på Københavns Universitet.

- I stedet for at tage VVM for det, det er, nemlig et forsøg på at kvalificere beslutningsgrundlaget, siger man: 'Vi behøver ikke den slags viden. Vi træffer først beslutningen og undersøger bagefter', siger Peter Pagh, til Ingeniøren.dk.

Ender VVM-processen med, at politikerne i sidste ende vælger en anden løsning end sænketunnelen, "bliver det uforholdsmæssigt dyrt for både tilbudsgiver og bygherre", vurderer udbudsekspert Grith Ølykke fra CBS overfor Ingeniøren.dk.

De danske politikere godkendte formelt den fremrykkede udbudsprocedure juni sidste år. Begrundelsen er både at man på den måde vil kende prisen på projektet mere præcist når anlægsloven skal vedtages - og at man vil kunne vinde tid og dermed øge sandsynligheden for at være færdig med byggeriet i 2020.

Da Folketingets trafikudvalg i slutningen af 2010 blev varskoet om en fremskyndet udbudsproces, blev der taget forbehold i forbindelse med overhalingen af VVM-processen:
"Fremrykningen af udbudsprocessen indebærer dog en større risiko for, at udbudsmaterialet vil skulle justeres mere end ellers i løbet af processen, da udbudsprocessen vil finde sted parallelt med myndighedsgodkendelsesprocessen i de to lande".

debat
Læsernes kommentarer
Kenny
Lolland
14.02.2012
Ja, og det kommer fra KBH som vil bygge en betalings ring uden at lave en VVM undersøgelse af noge som helst art, den skal bare bygges og så ser vi hvad der sker med miljøet.

Nej, der er vist meget som trænger til en undersøgelse før de gåt over stregen.